Jeg har ringet på to gange da døren åbner. På den anden side står en ældre kvinde i sort kjole og hvidt forklæde. Instinktivt rækker jeg hende hånden, og hendes blik fæstner sig et sted forbi min højre skulder, mens hun med udstrakt arm viser mig indenfor. Kvinden er husholderske, og hun tager ikke min hånd.

Et par dage forinden har jeg modtaget en invitation til Aperitifs for Mums i min ældste datters klasse på en privat adresse ikke langt fra, hvor vi bor. Vi har været i Milano i fjorten dage og med flytning, pigernes skolestart og allestedsnærværende håndværkere er jeg udmattet og træt, og orker det ikke. Men jeg har fået at vide hjemmefra, at man aldrig må sige nej til noget den første måned. Man kan altid takke nej senere.

Jeg har taget en marine stribet bomuldskjole på, flade sko og svunget min brune lædertaske over skulderen. Jeg har samlet mit hår i en knold i nakken og taget lidt eight hour creme på læberne. På vejen har jeg købt en buket liljer, der er pakket ind i cellofan med en stor sølvglitrende sløjfe på. Aftenluften er lun og fløjlsblød.

Bag husholdersken står tre unge piger klædt i sort. De tager min taske, og jeg kigger efter den mens den bliver båret ind i et lokale længere nede ad gangen. En ung pige med sort eyeliner rækker ud efter de glitter indpakkede liljer. Det fremmede ved situationen kommer buldrende bagfra, det indhenter mig nu, og jeg klamrer mig til noget, der føles normalt, så jeg holder fast i liljerne, de er til værtinden, jeg vil overrække dem selv.

Hvis det her havde været normalt, var jeg til forældrekomsammen i 1.B på Hørsholm Skole. Der var blevet krammet ved døren og efter omfavnelser hele vejen rundt havde jeg drukket hvidvin og spist økologiske rodfrugt chips fra Irma.

Vi havde talt om børnenes trivsel, om hvor heldige vi er at have så søde og engagerede lærere i klassen, og vi havde beundret værtsparrets nye hønsegård, og talt om, hvor meget man kan minimere madspild med en flok høns, som samtidig leverer de skønneste friske æg. Vi havde sludret om vores jobs, løst og fast og sammen håbet på, at det blev en god sommer. Men det her er ikke normalt.

Pigerne i sort viser mig  ind i den tilstødende stue, jeg er den første ankomne gæst. Bagerst i lokalet står værtinden rankt med hænderne foldet foran sig. Hun er høj, mørk og meget smuk. Hendes sorte hår snor sig i skinnende slangekrøller ned til taljen. Hun har en kort cocktailkjole på og gladiatorsandaler med stilethæl, der snor sig helt opad hendes skindben.

Jeg går hen til hende, giver hende hånden, takker for invitationen og rækker hende liljerne. Hun fastholder mit blik og sit smil mens hun rækker venstre arm let ud. Den unge pige med eyelineren står der øjeblikkeligt og tager liljerne ud af min hånd. Værtinden siger ikke tak.

Jeg bliver budt en litchi martini, og tager glædeligt imod den. Derefter bliver jeg bedt om at tage plads i en stue længere tilbage i lejligheden. Jeg er alene, jeg sætter mig i sofaen og mærker puderne synke en kilometer under mig. Litchien svæver midtvejs i martini glasset.

Mine ben er urolige, så jeg rejser mig og går mod bogreolen for at se på titler. Det, jeg antog for bøger, viser sig at være falske bogrygge af træ med sirlig guldskrift på og med titler, jeg ikke kender.

Lidt efter lidt fyldes lokalet med kvinder. De bærer cocktailkjoler, stiletter og aftentasker. Små clutches eller skuldertasker med metalremme i guld eller sølv. Min brune læder shopper står i et lokale, jeg ikke ved, hvor er. De har smukt stylet hår, røde læber, der komplimenterer kridhvide tænder og bløde håndtryk. De dufter og deres hud skinner perlemor. Der er rigtig meget bling i lokalet, og jeg tænker, at det tilsammen kunne brødføde en afrikansk landsby i halvtreds år og sende alle landsbyens børn i skole og på universitet.

Jeg giver hånd, introducere mig, smiler og spørger til deres børns navne. ”Nå ja, hende har min datter nævnt, hun har været så sød ved Ella, hvor er hun kær at spise frokost med hende.” Jeg smiler, så det gør ondt i kinderne. De siger velkommen til Milano og smiler. Jeg bliver spurgt om, hvor længe vi skal være her, hvad min mand laver, og om det er vores første udstationering. Der bliver spurgt meget til, hvad min mand laver.

Aperitifs for Mums bliver til middag. Mens vi har nippet til litchi martinis i den ene stue er den anden stue blevet indrettet til en overdådig sushi buffet. En kvadratmeter stor blomsterdekoration i orange nuancer pryder midten af buffeten. Der er sashimi, misosuppe, nigiri, tangsalat, og alverdens ruller i smukke farver og former. Der er hvidvin og bobler og Sapporo øl.

Jeg tager lidt mad på en tallerken og rækker ud efter et glas for at hælde en halv Sapporo op. Pludselig står værtinden bag mig. ”Nej, det er et vandglas, her er et ølglas”, siger hun og rækker mig et glas lidt større end det, hun tager ud af hånden på mig.

Fjorten dage forinden satte jeg mig på et SAS fly i Kastrup, som tilbagelagde 1.400 kilometer til Milano. Nu er Danmark galaxer borte og jeg svæver frit i rummet.

Jeg er den første til at gå. Jeg siger, at min mand har ringet, og min yngste ikke vil falde i søvn uden, at jeg er der. Ja, flytningen har været lidt hård for hende. Jeg smiler, der bliver givet kindkys på begge sider, og jeg får bragt min taske.

Da jeg står på gaden med opgangsdøren i hånden er den en spændt slangebøsse. Smækket bag mig synes at skyde mig hele vejen til Piazzale Giulio Cesare, som jeg nu skal kalde hjem.

Et par dage senere ligger der en lille creme farvet konvolut i vores dueslag. Det er et håndskrevet takkekort for liljerne.