I sidste uge løb Milanos designuge af stablen. Byen rummede intet mindre end 385 designevents drysset tykt udover Milanos i forvejen glittede gader.

Det er et event, der trækker mange tilrejsende, og det mærkes i bybilledet. Et sikkert tegn er, at der på restauranter og cafeer er overtal af dem, der bestiller en Cappuccino efter frokost. Italienere drikker nemlig ikke cappuccino efter klokken 10. Det anses for at være lidt off.

I gaderne pibler hipsters frem om kap med magnolier og kirsebærblomster. Målrettede og selvbevidste navigerer de fra event til event med tilbagestrøget hår og gårsdagens drinks i furerne omkring øjnene.

385 muligheder er mange. Fokus skal der til, så jeg gik naturligvis efter at opleve Danish Design i topklasse og besøgte MindCraft Exhibition på Via Clerici i det historiske centrum. Lokalerne var stillet til rådighed af institut for filologi, og at have adgang der er i sig selv en oplevelse. Spændt var jeg.

Solen skinnede venligt på Milano den dag og varmegraderne befandt sig på et behageligt leje af cirka 20. En af forårets mange skønne dage. Da jeg strøg ind skulle øjnene derfor vænne sig til halvmørket, som omsluttede udstillingslokalet.

Mens synet justerede sig trængte lyden af klaver understøttet af violin sig på. Dybe toner, der spilles enkeltvis, langsomt og insisterende og som indbød til eftertænksomhed og nærvær. Scenen er sat for en designoplevelse af de større, tænkte jeg.

Da synet om længe justerede sig, så jeg 33 runde podier i forskellige niveauer dreje nænsomt rundt. Som væggene var de beklædt med tæppe i rødlige nuancer og hver af dem bar en design genstand. Rundt og rundt drejede designgenstande frembragt af 15 af Danmarks ypperste designere.

Som så ofte før i den slags settings fattede jeg ikke en skid. Men man skal have tålmodighed, har jeg lært, så jeg satte mig ned, kiggede, lyttede og mærkede efter. Længe, faktisk. Længere end jeg normalt ville, for min designkyndige veninde var faldet i snak med en af folkene tilknyttet udstillingen, så jeg kunne lige så godt udnytte tiden.

Rundt og rundt drejede genstande, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal kalde, og jeg var ved at blive lidt svimmel. Fire yngre danske fyre med fuldfede fuldskæg gik rundt og tjekkede udstillingen ud. De var tydeligt inde i den verden af design, der forekom mig mere og mere lukket for hver drejning podierne tog. Hyper hippe unge mænd,  designstuderende, tænkte jeg.

I et ærligt forsøg på at forstå, hvad den udstilling gik ud på, forsøgte jeg at overhøre deres kommentarer. Men lingoet var for uigennemtrængeligt. Design sprog og en masse navne, jeg ikke kendte til, så der var ingen hjælp at hente der. Rundt og rundt drejede genstande, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal kalde.

Jeg endte med at stå ude på gaden, lettere svimmel og omtumlet, misende op mod solen. Jeg fattede ikke en skid.

Jeg har efterfølgende læst mig til, at udstillingen gik ud på noget med at komme ind til kernen af, hvor et design projekt starter. Det er (vel med så meget andet?) i hjernen, så de rød nuancerede tæpper, belysningen, og det organiske lydspor skulle give en totaloplevelse af at befinde sig inde i en menneskelig organisme. Ophavet til alt design. 

Okey, dokey. Mere har jeg ikke at sige om det.

Nu skal det her ikke misforstås. Jeg mener hurra for Salone del Mobile, det er da bare et for skønt koncept. Selvom jeg ikke sådan umiddelbart fatter alt design, så er Salone Mobile en helt enestående mulighed for at få adgang der, hvor man ellers er forment.

For som beskrevet her på sitet i På jagt efter Milano, så er Milanos bedste sider ofte skjulte. I gårdmiljøerne, bag porte og i palæer, der ikke altid er åbne for offentligheden. Salone Mobile åbner for det hele. Man kan vade direkte ind i Milanos skønneste beliggenheder, hvis bare man har et program i hånden, og ser lidt design hungrende ud.

På den facon fik jeg i følgeskab af mine børn adgang til en privat penthouselejlighed på 13. sal tæt på hvor vi bor, under dække af at ville opleve Rossana Orlandis bud på sidste hotte design- og kunstskud.

Det kriblede i de søde unge piger, der tog imod. De havde ganske enkelt ikke set børn hele ugen, og de var gavmilde i deres servering af kager og juice, ligesom de var generøse med komplimenter og opmærksomhed i børnehøjde.

Her kunne vi så frit gå rundt og indtage en penthouselejlighed i verdensklasse fyldt med ja, designerting. Vi kunne også nyde en helt enestående udsigt udover Milano, som vi ikke havde set byen før. Det var ikke sket uden Salone del Mobile.

Milano er nu back to normal. Og mens støvet efter hipsternes traven gennem gaderne lægger sig, og byen kører sig i stilling til næste udstilling, kongres eller event, nyder jeg min Cappuccino i fred og ro. Før klokken 10, vel at mærke.