En lille uge efter vi en tidlig morgen i maj havde sat os på flyveren med kurs mod Milano ankom vores flyttelæs fra Danmark. Den dag var Thomas taget på arbejde, og jeg stod under bruseren på vores hotelværelse, da telefonen ringede med besked om, at der stod en container udenfor vores lejlighed klar til at blive pakket ud.

Det var en time tidligere end aftalt, men der var problemer med parkeringstilladelserne, så det skulle være nu. Helst lige nu.

Jeg sprang i noget tøj og vækkede mine to piger med besked om at gøre det samme. Kastede vores ting ned i nogle tasker. Skyndte mig ned i receptionen for at bede personalet om at ringe efter en taxa, og pakke to gange morgenmad to go fra buffeten, mine piger ville ellers få lange udsigter til mad.

Receptionistens mørke øjne iagttog mig på en måde, der fik mig til at føle mig gennemsigtig og utilpas. Der var noget udefinerbart akavet ved situationen, jeg følte mig klart ved siden af.

Forud var der gået mange uger med alt, hvad der hører en international flytning til, så min stemme har nok været en oktav mere skinger end den burde. Mit blik har sikkert været skiftetvist flakkende og bedende, og min vejrtrækning overfladisk og hurtig.

De fleste vil nok være enige i, at den slags adfærd i sig selv er lettere utjekket, men hvor jeg kommer fra, er det bestemt ikke unormalt, og det er ikke nok til at blive ile set i en hotelreception.

”Calma, calma”, sagde receptionisten, mens han roligt tog telefonen for at ringe efter en taxa. ”Tranquilla”, tilføjede han, mens han signalerede, at jeg fint kunne sætte mig i sofaen og vente.”We will get what you need, please sit down”.

Jeg har siden tit tænkt tilbage på den situation.  Jeg tror ikke jeg blev mødt med receptionistens ubekvemme blik fordi jeg pressede på for at tingene skulle gå hurtigt eller fordi jeg stresssede ham. Heller ikke fordi jeg blottede mig ved at lade ham se direkte ind i min desperation. Stress er bare rigtig dårlig stil.

La dolce vita betyder en det-kan-vente-til-i-morgen attitude til mange af dagligdagens irritationsmomenter, der får italienerne til at fremstå suverænt overlegne i situationer, der får os andre til at sortne i blikket. I køen i supermarkedet, når bilen har fået en rids, i en alt for tæt pakket metro. Alt foregår i god ro og orden, endda med stil.

La dolce vita betyder halvanden times frokost pause med tre retters menu og en stædig fastholdelse af kaffepausen, som frirum til tankerne og smagsløgene i en ellers tætpakket arbejdsdag.

La dolce vita betyder, at kontorsoldaterne ikke arbejder i weekenden. På en søndagstur sammen med en hollandsk familie blev moren ved med at tjekke sin telefon. Hun er leder i et større hollandsk forsikringsselskab her i Milano, så jeg antog, det måtte være arbejde, der pressede sig på, og spurgte om hun skulle noget.

“Nej”, svarede hun undskyldende, “det er bare dårlig vane, italienerne arbejder ikke i weekenden”. Hun tilføjede, at det klart var en af de ting, hun håbede at tage med hjem til Holland. Hun oplevede, at hun selv og hendes medarbejdere leverede bedre og mere, når der var blevet holdt rigtig fri i weekenden.

La dolce vita betyder, at søndagsfrokosten er hellig. La famiglia samles enten hjemme eller på restaurant, og man tager sig god tid under, imellem og efter retterne. Typisk en tre timers affære. Der bliver snakket, børnene leger, bedstemor falder måske lidt hen i spisebordsstolen og hunden snuser efter rester under bordet. Det søde liv som jeg ser det.

La dolce vita betyder, at man altid bør vælge den grøntsagsstand på markedet, som har den længste kø. Det er et sikkert tegn på, at man kommer hjem med dagens bedste høst. Kvalitet frem for tid.

La dolce vita betyder, at det er ok at nyde livet. Give sig hen og være her på ægte vis, så længe det varer. Det langsomme liv.

La dolce vita betyder, at jeg kan sidde her ved mit skrivebord og nyde at kigge ud af vinduet, helt uden dårlig samvittighed. Synet af den smukke bygning ved siden af vores, og de gamle træer, der bor imellem. Klart en af de ting, jeg håber at tage med hjem til Danmark.