For danskere er ordentlighed, punktlighed og effektivitet centrale pejlemærker for, hvordan vi agerer overfor hinanden og for, hvornår vi synes noget er rigtigt eller forkert. Jeg navigerer i hvert fald ud fra alle tre.

Med de værdier i bagagen har jeg som nytilflytter i Italien harceleret over tingenes tilstand flere gange end jeg er stolt over. Jeg har hidset mig op, rystet på hovedet og været generelt undrende.

Min puls var højere end sundt er, da det tog os tre måneder at få en parkeringstilladelse. Indtil den kom med posten, stemplet og sirligt underskrevet, løb vi frem og tilbage til parkeringsautomaten på alle døgnets tidspunkter og modtog adskillelige parkeringsbøder.

Jeg var på randen til hysteri, da deadlines for leveringen af vores køkken skred igen og igen og igen. Flere gange fik jeg at vide, at køkkenet kommer på onsdag, i morgen eller mandag og hver gang troede jeg på det og så frem til endelig at pakke kasserne med køkkengrej ud og lave mad.

Køkkenet kom bare ikke. Der var ikke nogen, der ringede og sagde, det ikke kom, sådan var det bare. Lige indtil den dag, det kom helt uanmeldt, seks uger efter vi var flyttet ind. En velmenende italiensk gift englænder trøstede mig med, at det tog ham intet mindre end ti år at få tinglyst sit skøde på en ejendom i Toscana. Det hjalp ikke.

Jeg var målløs da vi var blevet sat i stævne på rådhuset for at få vores beboelses tilladelse. Mødet havde været planlagt i tre måneder, og rigtig mange dokumenter lige fra dåbsattester til forsikringspapirer var blevet oversat til italiensk og behørigt legaliseret. En stor dag for bureaukratiet.

Aftenen før mødet modtog vi en mail fra vores ellers meget behjælpelige udstationerings bureau i Rom. De ville tage forbehold for, at rådhuset i Milano kunne kræve yderligere dokumentation end den stak, vi havde samlet sammen. Begrundelsen var, at love fortolkes lokalt. For en jurist er det ret rystende. Mødet endte i øvrigt med at blive aflyst uden yderligere forklaring.

En dag under en italiensk time luftede jeg min undren over, hvordan det her land fungerer. Så kiggede min italiensk lærer tålmodigt på og sagde, ”Du må forstå, vi er ikke et særligt praktisk anlagt folk. Vi er drømmere.”

Jeg elsker den betegnelse. Drømmere. Selvfølgelig er de det. Hvem ellers kalder grå, klam tåge for brudeslør? Og hvem ellers kunne finde på at kalde byens drikkefontæner for unge enker (fordi de aldrig holder op med at græde)? Drømmere har over 400 forskellige typer pasta, parkerer bilen, hvor det nu kan lade sig gøre og budgetterer med et par nye sko for hver af årets 12 måneder.

Drømmere har poesi og passion dybt forankret i sproget og kulturen. Drømmeres bevidsthed er rund og svævende, let og flygtig, og jeg er sikker på, at det er drømme, der redder et menneske fra en knækket sjæl.

At være en drømmer står i stor kontrast til, hvad vi navigerer efter i Danmark, og det får mig til at tænke på, hvordan verdenen ville se ud, hvis vi navigerede lidt mere efter vores drømme og lidt mindre efter stadig større effektivitet og endnu bedre bundlinjer. Måske ville vi have lidt mindre ondt i livet, måske børnefamilierne ville føle sig lidt mindre stressede, måske ville nogen af de 440.000 danskere på lykkepiller opleve, de kunne være foruden.

For italienerne går det øjensynligt meget godt. Små dagligdags gøremål kan være forbundet med store udfordringer, og det er vist sikkert at sige, at den italienske stat står i lort op til halsen. Men drømmerne går ufortrødent, overlegent og roligt hver dag i møde.

Vores møde på rådhuset er i øvrigt aldrig blevet til noget, men vi er endnu ikke blevet smidt ud af vores lejlighed. Når jeg har fortalt om vores parkeringsmareridt de første måneder vi boede her, har jeg fået at vide, at vi bare kunne have lagt en seddel i foruden med vores adresse og en notits om, at vi var i gang med at søge parkeringstilladelse.

Og i perioden uden køkken fandt jeg ud af, at jeg bare skulle rulle følgende stjerneargument ud overfor vores udlejer: “Jeg kan jo ikke engang koge pasta til mine børn”. Køkkenet kunne han ikke trylle frem, men samme eftermiddag kom der en ung mand drønende på en scooter med to elektriske kogeblus og en mikrobølgeovn. Det fungerede indtil vores køkken pludselig blev installeret.

Der har hverken været ordentlighed, punktlighed eller effektivitet på spil, da vi pakkede flyttekasserne ud og skulle forsøge at få vores dagligdag til at køre i dette land. Men jeg er i tusindfold blevet bekræftet i, at det er det hele værd, hvis bare vi kan suge lidt af drømmernes mentalitet til os.