Jeg har en særlig forkærlighed for en lokal far, som jeg ser hver morgen, når han afleverer sine børn ved skolebussen. Som han kommer kørende på sin motorcykel er han udtalt italiensk. Mørkhåret og velklædt, med slipset fast bundet om macho værdier og x-factor. Med sig på motorcyklen har han sine to børn. Den ene sidder foran ham, den anden bagved, nonchalant og – hold nu fast – uden styrthjelm.

De første mange gange jeg var vidne til det her gav det et gib i mig. Frisk pakket ud af flyttekasserne fra Danmark reagerede mit indre kompas prompte. Jeg var chokeret. Børn på motorcykel uden styrthjelm er farligt og ulovligt, og så er det i øvrigt dybt forargeligt. Det sagde min solar plexus mig højt og klart.

Mine danske holdninger har fået en del tæsk her i støvlelandet, også dem jeg ikke helt vidste, jeg havde. Trafiksikkerhed har fået en upper cut, underspillet nordisk skønhed en albue i siden, punktlighed et spark bagi, og sundhed en kæberyster, der næsten har resulteret i et black out.

Med en baggrund i et segment, som holdes i et fast jerngreb af raw food, detox kure, hot yoga og gluten/sukkerfrit alt, er det naturligvis hård kost at omgås mennesker, der drikker en espresso flankeret af en tørkage til morgenmad, nyder en cigaret, får rødvin til frokosten, og hvis basiskost består af is, pasta og pizza. Vi taler sukker, alkohol og hvedemel i stride strømme.

Hvis sundhedsbudskaberne i danske dameblade holder stik, ser man for sig  en befolkning af let oppustede, for tidligt aldrende mennesker med et virkeligt lavt energiniveau. Og som de fleste ved, er det meget langt fra sandheden.

Italienere er seriøst lækre, mænd som kvinder, og ikke bare udenpå. De emmer lækkerhed og x-factor, noget udefinerbart, der får mig til at længes efter at være én af dem. Men de ved ikke hvad stenalderbrød er, og jeg kan bare ikke få det til at gå op.

Jeg har luret på restauranter, cafeer, gader og stræder, og det er altså rigtigt. De spiser hvidt brød, pasta, pizza, og de drikker vin til. Til forret spiser de en moppedreng af en mozzarella klump overhældt med olivenolie, og indtager den sidste olie på tallerkenen suget op af et pænt stykke hvidt brød. Til forret. Og de spiser desserter. Tiramisu, frugttærter, kager, is og panna cotta er skam standard.

I de varme måneder anses is for at være en eftermiddags snack. Jeg har måbet over kvinder, der spiser is på åben gade, som om det var det mest naturlige i verden. Stilletter, knaldrød læbestift, solbriller, en bad-ass-attitude og en vaffelis var bare ikke et rigtigt match i mit univers. En juice fra Joe & the Juice eller en soja latte var mere det, jeg forventede. Jeg kunne ikke gøre andet end at måbe.

OECD siger, at Italienerne har den fjerde højeste levealder i verden. Det er en meget solid placering. Men her er ikke en eneste RAW food cafe at finde, og jeg kan bare ikke få det til at gå op.

Forklaringen vejrer i vinden. Men den må være større og mere kompleks end summen af, hvad den kost egentlig består af. Jeg aner noget med nydelse og stærke fællesskaber, passion og poesi, og en grundlæggende kærlighed til alle livets facetter.

Ellers går det bare ikke op.