På International School of Milan får eleverne serveret en gedigen tre retters menu til frokost hver dag. De får en forret bestående af en pastaret eller risotto, en hovedret udgjort af en proteinkilde og grøntsager, og så runder de små poder af med en dessert.

Den ugentlige frokostmenu offentliggøres om fredagen ugen før, og er genstand for nogen hype, særligt fra elevernes mødre. Den bliver drøftet indgående på klassens WhatsApp chat, og sammenholdt minutiøst med børnenes beretninger om dagens servering.

En dag, hvor køkkenet var underbemandet brændte risottoen på, og en stor del af børnene fik kun deres hovedret flankeret af et stykke brød, og deres dessert, selvfølgelig. ”Alessandro har fortalt, at han kun fik sin hovedret i dag. Kan andre bekræfte det?”, tikkede det ind på min telefon sidst på eftermiddagen. Indenfor 10 minutter havde 12 mødre svaret. ”Confermo”, lød det. 12 gange.

I går fandt min datters klassekammerat Vittorio en levende orm i sin salat. Vittorio’s mor røg gennem loftet, og kommunikerede budskabet til samtlige forældre i årgangen. Stemningen på WhatsApp chatten var mildest talt overophedet, og det samme blev min telefon. 48 beskeder senere var forargelsen endelig forløst, og en handlingskraftig person tilbød at forestå en meget bestemt mail til skolens ledelse for at fremtidssikre børnenes salat mod levende orme.

Det er situationer som disse, der altid efterlader mig totalt paf her. Som om jeg er landet fra månen uden en jordisk chance for at begribe det værdisæt, man navigerer efter. Jeg fatter det bare ikke. Mine børn får serveret tre retter friskt tilberedt, varieret mad hver dag i skolen. Og selv den værste skolefrokost her kan kun være bedre end de relativt ensidige madpakker, jeg kunne præstere hjemme i Hørsholm. Hvordan kan man knalde ud over menneskelige fejl i kantinen, når enhver kan sige sig selv, at den slags sker? Er det mig, der savner ordentlig madkultur?

Jeg fantaserer om at skrive sarkastiske svar på WhatsApp chatten. ”Confermo, LOSERS!!”, eller ”Nu er Alessandro  jo også lidt tyk, så mon ikke det går….”. I går havde jeg dem her parate: ”Gid min datter havde fået den orm. Hun er jo vegetar, og har godt af lidt ekstra protein”, eller ”Ej, hvor er det bare godt! Så ved jeg, salaten er frisk”. Beskederne forblev i min fantasi, men hvor ville jeg elske at trykke på send. Til gengæld ville jeg nok ikke blive inviteret til flere Aperitifs for Moms. Som i øvrigt også efterlader mig totalt paf, men det er et andet indlæg.

Jeg har tit taget mig selv i at tænke om mødrene ikke har noget bedre at tage sig til, eller om de bare har for meget tid på hænderne. Så minder jeg mig selv om, at de aldrig har stået og smurt madpakker kl. 5.45 en vintermorgen i Danmark. Dag efter dag, år efter år. Og så minder jeg mig selv om, at jeg i princippet ikke har andet at tage mig til end at holde et vågent øje på mine børns ve og vel, så hvorfor ikke gå op i den frokost? Jeg er nu også en af dem med meget tid på hænderne.

Faktisk har jeg fra kl. 7.45 til kl. 16.15 fem dage om ugen i mit eget selskab. Der er ofte nogen hjemmefra, der spørger til, hvad jeg får tiden til at gå med. Så er det sagens alvor rammer mig. Det er ikke enhver forundt at have den slags tid på hænderne, så det er bare om at forvalte den ordentligt. Pludselig begynder jeg at tænke på kogekurser, seriøs fitness, mere italiensk undervisning, et online kursus i projektledelse (ja, prince2 kunne være oplagt), og en meget tiltrængt reorganisering af køkkenet. Hvordan skulle jeg ellers retfærdiggøre al den tid? Og så bliver det hele lidt patetisk og så tager jeg mig sammen og smider to-do listerne ud.

Jeg får klaret de jævne dagligdags gøremål. Usete, almindelige handlinger, der alligevel fylder meget i et liv. Derefter læser jeg lidt i en bog og kigger ud af vinduet. Når jeg har gjort det, tager jeg sneaksne på og går en lang tur gennem byen. Jeg tager musik i ørerne og væver min vej igennem Milanos fintmaskede gader flere timer ad gangen. Absorberer byens stemninger, tager en pause på en cafe, og får en mere end almindelig god Cappuccino. Og stemmerne i mit hoved, der i Danmark så sikkert som amen i kirken ville have fortalt mig, at det bare ikke er godt nok, har jeg besluttet at lade blive hjemme. De bor ikke her.