”……Der er nogen, der har kaldt det CV samfundet. Man ender med at stå mutters alene med forestillingen om, at man skaber sig selv. Det er en enorm stressfaktor. Det er som om et gyldigt liv er et liv, hvor man skal gøre en forskel. Der ligger en dis respekt for et jævnt, muntert og virksomt liv på jord. Den ukendte, der bare står til ansvar overfor den opgave livet er, og for den kærlighed, man skal modtage og give…….”

Ordene er Jakob Kvists. De indgår som en del af en længere samtale med Martin Kongstad i et afsnit af Bearnaise er dyrenes konge, min ynglings podcast fra Radio24syv. Når jeg lukker døren bag Thomas og pigerne om morgenen, og stilheden falder over hjemmet, hører jeg podcasts.

De udgør lidt åndelig føde imens jeg drikker kaffe, rydder op efter morgenmaden, samler pyjamaser op fra gulvet og reder senge. Jævne, uinteressante gøremål, jeg udfører dagligt alt imens jeg er bevidst om, at hullet på mit CV vokser. Jakob Kvists ord faldt mens jeg stod og strøg en af Thomas’ skjorter, og de gav vibrationer af sandhed og visdom lige midt i solar plexus. Jeg labbede det i mig.

Den formiddag lå der en tæt tåge om Milano. I Danmark ville man sige, det var gråvejr og tåget, men som alt andet i dette land får også tåge en knivspids poesi med på vejen. Her siger man, at byen er indhyllet i brudeslør. Det er en tæt tåge, hvorigennem konturerne af bygningerne overfor kun anes, og som aftvinger byens lyde et blødt og dæmpet udtryk, som var de pakket ind i vat. Sådan en dag er det svært at lade Jakob Kvists ord gå ind ad det ene øre og ud af det andet, som om det manglende udsyn tvinger til at skue indad.

Det med CV samfundet ramte et ømt punkt, så modvægten i Jakob Kvists argumentation om behovet for respekt for et jævnt, virksomt liv på jord faldt på et tørt sted, men jeg kan ikke komme udenom, at der er er dage, hvor jeg gruer for hullet på mit CV.

Det har nemlig stået snorlige siden den dag, jeg opnåede min kandidatgrad i jura og marcherede direkte ind i Fødevareministeriet som yngste fuldmægtig. Jeg gik fra den ene spændende stilling til den anden, den sidste var i Naturstyrelsen, hvor jeg som projektleder var ved at knække halsen på at få strikket Danmarks første havstrategi sammen. Rettidigt, vel at mærke.

CV’et og jeg traskede afsted på livets vej, og vi har stået sammen gennem tykt og tyndt. Selv da min mands mange forretningsrejser begyndte at tage et omfang, der efterlod mig alene mor en stor del af årets dage. Selv da jeg mistede begge mine forældre inden for et år. Mit CV havde ikke et eneste hul, og det var krydret med kompetencegivende og målrettet efteruddannelse. Jeg løb meget, meget stærkt.

Lige indtil jeg fik nok for snart to år siden. Nok af at løbe hurtigere end mine ben kunne bære mig. Jeg løb fra opgave til opgave, den ene større og mere ressourcekrævende end den anden. Jeg løb fra kontoret til børnehave og skole og tilbage igen. Jeg løb, når jeg landede efter en arbejdsdag i Bruxelles lidt senere end jeg kunne være bekendt at lade farmor og farfar passe mine to små piger. Jeg løb fra madpakker til bilen. Til forældrearrangementer i skole og børnehave, til printeren, til Netto og Irma, og kom altid  lige netop ind over målstregen fredag eftermiddag.

Jeg løb så hurtigt, at jeg ikke kunne mærke meget til sidst. Jeg var en omvandrende urne uden evne til at reagere på basale behov som søvn, og jeg var ligeglad med, hvad jeg spiste for jeg kunne alligevel ikke finde ud af om det smagte godt eller ej.

Der er lange perioder i de år, hvor jeg ikke havde evne til at være nærværende overfor mine børn. Jeg nåede til et punkt, hvor løberiet var så skræmmende, at scenariet, hvor jeg skulle sige op, var mindre skræmmende. Og som med så meget andet i livet, var det først da den ene ubehagelighed overgik den anden, at jeg fik mod til at se min chef i øjnene og sige stop.

Jeg er heldig, at min arbejdsomme mand tjener penge nok til at dække hele familiens behov. Jeg vil gå så langt som at sige, at valget om at stoppe løberiet reddede mit liv, for et liv uden at kunne mærke noget særligt er ikke et liv.

Man skal kunne modtage og give kærlighed, lade sig bevæge af kunst og skønhed, og man skal sgu’ kunne smage vidunderlig mad. Man skal kunne mærke livet bruse igennem hver en celle af sit væsen. Huller på CV’et eller ej.

I mellemtiden er jeg blevet en del af en expat pakke i Milano, og jeg føler, at jeg har helle. Jeg går hjemme, passer min familie og mig selv, og udfører livets almindelige opgave. Og så må jeg se, hvordan jeg håndterer det der CV samfund, når jeg kommer hjem igen.