En tidlig onsdag morgen for nogle uger siden stod min livsledsager Thomas og jeg i køkkenet og vendte den kommende weekends planer, mens vores piger sad med uglet hår over morgenbordet. Jeg hældte til en søndagsfrokost i Portofino, Thomas mente, at Genova måske har lidt mere at byde på. ”Nej, jeg vil ikke til Middelhavet, jeg vil til bjergene og stå på ski”, udbrød vores yngste datter mellem to skefulde cornflakes.

Af den bemærkning kan der i hvert fald udledes to pointer. Den første er, at vi rejser meget, og tager Italien til os, det bedste vi har lært. Den anden er, at vi har en seksårig, der mener at have lige lovlig meget indflydelse på familiens beslutninger. Den slags skal man passe på med, så jeg ignorerer stort set altid barnets påfund og holder på mit. Bare sådan for princippets skyld.

Thomas holder ikke på principper for princippets skyld. Han er go-with-the-flow typen, og den onsdag morgen mente han, at vores datter havde en pointe. Det er jo ski sæson, og vi kan altid tage til Portofino eller Genova i foråret, ræsonnerede han. Han kom i tanker om en bekendt, der beretter om fede skisteder indenfor 2 timers kørsel fra Milano. Hertil kommer top hyggelig indkvartering og skønne restauranter. Det sank i maven på mig. Thomas er i flow. Jeg kender blikket i hans øjne til bevidstløshed, der er ikke noget at gøre nu. Løbet er kørt, jeg ved, vi kommer til at stå på ski.

Første gang var for 5 år siden i Italien, Livigno, og det var ikke eget valg. Hele familien var inviteret på skiferie i anledning af farfars 70 års fødselsdag, og det siger man jo li’som ikke nej til. Vi lånte os til det meste udstyr, og satte kurs mod Livignos bjergskråninger.

På en skitur finder den første i en lang række af ubehageligheder altid sted i skishoppen, hvor en typisk ung og halvlækker fyr højlydt spørger til, hvor meget man vejer. Så kommer udstyret. Ubegribeligt meget tøj, støvlerne, der gør skide ondt, hjelmen, skibriller, stave. Kun en astronaut har mere gear, men deroppe i rummet er man i det mindste vægtløs. På en snebeklædt bjergskråning i 2.800 meters højde er man bare tung og hæmmet.

I Livigno får jeg en skiinstruktør. Han hedder Gigi, en sølvræv af en italiener med lidt for stramme hvide skibukser på. Jeg skynder mig at fortælle ham, at jeg altså aldrig nogensinde i mit liv før har stået på ski. ”Oh, so you’re a virgin!”, udbryder Gigi. Det siger han med et skævt smil og fuld øjenkontakt. Det er da en icebreaker, der vil noget. Respekt for den, Gigi.

Jeg skal starte på babybakken og er ved at falde oveni en treårig på rullebåndet. Heldigvis står Gigi bagved, og jeg mærker et fast tag i min overarm, der afværger de værste katastrofer. På toppen af bakken (hvis man kan kalde baby bakken det) viser han mig ploven. Skiene skal formes som et stykke pizza, jeg skal trykke til med indersiden fødderne, så kan jeg styre farten på vej ned ad en bakke. Så sætter jeg lige så stille i gang.

Jeg kan ikke tage øjnene fra skiene. Jeg ser på dem i mistro, mens de langsomt glider henover sneen. ”Look up, you might see beautiful Italian men”, siger Gigi. Efter en uge i Gigi’s hænder var jeg i stand til at stå i plov ned ad en blå bakke. ”I can smell a parallel turn right around the next corner”, rapporterede han til Thomas den sidste dag i Livigno, sådan man-to-man, som man nu gør i Italien.

Siden har jeg været overtalt til at tage på ski i Avoriaz. ”Ungerne får det genialt”, sagde Thomas. Det gjorde de. Vores piger kom i skiskole sammen med deres jævnaldrende kusiner og var lykkelige. Frygtløse og rødkindede styrede de sikkert ned ad løjperne, hoppede på de små bakker og standsede brat, når de fik besked på det. De var stolte, spiste masser af chokolade og sov som sten om natten.

Jeg væltede rundt. Faldt utællelige gange, og havde meget svært ved at komme op igen på egen hånd. Jeg var årsag til, at liftsystemet måtte stoppe indtil flere gange den uge, fordi min ski på en eller anden måde altid kom i karambolage med liftstolen sekundet før jeg skulle af.

Fra Milano har vi været på skiweekender i Aosta dalen. Gigi’s anelser om min snarlige parallel vending holdt ikke stik. Min modne alder kombineret med en udpræget højdeskræk betyder, at jeg aldrig kommer til at stå ordentligt på ski. Hele scenariet gør mig bare virkelig utilpas. Og jo, jeg har virkelig prøvet.

Nu er vi på vinterferie i Canazei, og har klikket skiene på igen. Mit tøj stinker. Ikke så meget af den slags sved, der kommer af fysisk udfoldelse. Det er angstens sved, der lugter værst. Jeg glæder mig over, at mine børn ikke kommer til at stå i samme situation som mig. Jeg glæder mig over min families skipræstationer, og jeg glæder jeg mig til vi skal hjem til Milano. Jeg glæder mig også til den søndagsfrokost i Portofino.