Milano

Verdensarvslistens Hotspot

~ migogmilano ~ 1 kommentar
IMG_1136
Ella og Esther i Urbino sidste sommer. En af Italiens 51 områder optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Italien er et smukt land, det er de fleste enige om, enten fordi man har hørt det eller fordi man selv har været her. Det ved jeg også, men efterhånden som vi har rejst os godt igennem landet slår det mig mere og mere, hvor helt ekstremt mange rigdomme landet har. Lige så snart vi er vendt hjem fra en tur, og er ganske enige om, at det var da noget af det smukkeste, vi nogensinde har set, så tager vi på en anden tur, og bliver ganske enige om det samme.

Landet er mættet af skønhed. Byerne drypper skatte på hvert et hjørne. Storslåede fontæner i overflod, statelige gadelamper, kunstfærdigt udskårne port døre, balkoner, der øser blomster udover deres breder. Landskaberne åbner sig i rullende grønne bakker, dramatiske bjergområder og azur blå søer. Farverne på frugten og grøntsagerne er så klare, at de synes at afgive lys.

I Cinque Terre er der pastelfarvede bygninger stablet på umulige bjergskråninger, der får et selvlysende skær i eftermiddagssolen. I Milano er der gårdhaver prydet med glimtende mosaikker, forunderlige lamper, duftende blomster, træer og buske. De putter sig bag et tilsyneladende ligegyldigt ydre, smukke i deres egen ret. Aladdins huler på stribe.

I Dolomitterne eksploderer naturen i tusinder af dimensioner, indtrykkene fra en dags vandring er så intense, at de trænger sig på i drømme, og krystalliseres i kroppen. I Venedig står rigt, komplekst dekorerede kirker side om side og spejler sig i kanalerne. På Sicilien er der hundredvis af 1700 år gamle romerske mosaikker, der afbilleder fortidens myter, sejrer, dagligliv, tab, drømme, kærlighed og sorg.

I Rom en sen solrig eftermiddag i december stod jeg på en høj terrasse og kiggede udover Foro Romano. Pinjetræernes flade kroner kastede lange skygger af sig og lysegrønne papegøjer fløj i buer omkring bygningssøjlerne forneden. Solen reflekterede stenbygningernes metalliske fragmenter, og Foro Romano lyste op i et æterisk, gyldent skær. Noget i mig sagde, jeg ikke skulle blinke.

Nogen gange svulmer det bogstaveligt talt i brystet på mig, og jeg spekulerer på, hvad det gør ved et menneske, hvis man altid er omgivet af æstetik. En subtil, konstant påvirkning af skønhed. Hvordan påvirker det et menneske?

Italien har verdens største koncentration af områder optaget på UNESCOs verdensarvsliste, en slags verdensarvsliste hotspot. Det er steder, som har enestående universel værdi, og vurderes som menneskehedens fælles arvegods. Der er 51 af sådanne områder i Italien. Det er tre mere end Kina, som er 32 gange større end Italien.

UNESCOs 0ptagelseskriterier siger, at områderne kan være kulturskabte værdier, som repræsenterer et “mesterværk af menneskelig kreativ genialitet”, såsom Leonardo da Vincis Den Sidste Nadver, lige her, 20 minutters gå gang fra, hvor jeg skriver dette. Eller det kan være områder med sjælden naturskønhed og æstetisk betydning, såsom de rullende grønne bakker omkring Alba i Piemonte.

En artikel i The Local Italy fortæller, at Italien i år for første gang siden 2000 vælger ikke at indgive ansøgning om nye optagelser på verdensarvslisten, selvom italienerne sidder inde med en shortlist på 40 mulige nye udpegninger. Begrundelsen er, at andre lande også skal have en chance, så verdensarvslisten bliver mere balanceret. Det er rimeligt overlegent.

Italien kunne ikke blive smukkere. Det er et land mættet af en skønhed, der har bevæget mig dybt utællelige gange. Måske ville det ikke være sådan, hvis jeg var født her, omgivet af det altid. Men måske ville jeg så være en del af en befolkning, der har den fjerde højeste levealder i verden.

 

 

 

 

Aperitifs for Mums

~ migogmilano ~ 1 kommentar

 

3607094702_37f93febef_z

Jeg har ringet på to gange da døren åbner. På den anden side står en ældre kvinde i sort kjole og hvidt forklæde. Instinktivt rækker jeg hende hånden, og hendes blik fæstner sig et sted forbi min højre skulder, mens hun med udstrakt arm viser mig indenfor. Kvinden er husholderske, og hun tager ikke min hånd.

Et par dage forinden har jeg modtaget en invitation til Aperitifs for Mums i min ældste datters klasse på en privat adresse ikke langt fra, hvor vi bor. Vi har været i Milano i fjorten dage og med flytning, pigernes skolestart og allestedsnærværende håndværkere er jeg udmattet og træt, og orker det ikke. Men jeg har fået at vide hjemmefra, at man aldrig må sige nej til noget den første måned. Man kan altid takke nej senere.

Jeg har taget en marine stribet bomuldskjole på, flade sko og svunget min brune lædertaske over skulderen. Jeg har samlet mit hår i en knold i nakken og taget lidt eight hour creme på læberne. På vejen har jeg købt en buket liljer, der er pakket ind i cellofan med en stor sølvglitrende sløjfe på. Aftenluften er lun og fløjlsblød.

Bag husholdersken står tre unge piger klædt i sort. De tager min taske, og jeg kigger efter den mens den bliver båret ind i et lokale længere nede ad gangen. En ung pige med sort eyeliner rækker ud efter de glitter indpakkede liljer. Det fremmede ved situationen kommer buldrende bagfra, det indhenter mig nu, og jeg klamrer mig til noget, der føles normalt, så jeg holder fast i liljerne, de er til værtinden, jeg vil overrække dem selv.

Hvis det her havde været normalt, var jeg til forældrekomsammen i 1.B på Hørsholm Skole. Der var blevet krammet ved døren og efter omfavnelser hele vejen rundt havde jeg drukket hvidvin og spist økologiske rodfrugt chips fra Irma.

Vi havde talt om børnenes trivsel, om hvor heldige vi er at have så søde og engagerede lærere i klassen, og vi havde beundret værtsparrets nye hønsegård, og talt om, hvor meget man kan minimere madspild med en flok høns, som samtidig leverer de skønneste friske æg. Vi havde sludret om vores jobs, løst og fast og sammen håbet på, at det blev en god sommer. Men det her er ikke normalt.

Pigerne i sort viser mig  ind i den tilstødende stue, jeg er den første ankomne gæst. Bagerst i lokalet står værtinden rankt med hænderne foldet foran sig. Hun er høj, mørk og meget smuk. Hendes sorte hår snor sig i skinnende slangekrøller ned til taljen. Hun har en kort cocktailkjole på og gladiatorsandaler med stilethæl, der snor sig helt opad hendes skindben.

Jeg går hen til hende, giver hende hånden, takker for invitationen og rækker hende liljerne. Hun fastholder mit blik og sit smil mens hun rækker venstre arm let ud. Den unge pige med eyelineren står der øjeblikkeligt og tager liljerne ud af min hånd. Værtinden siger ikke tak.

Jeg bliver budt en litchi martini, og tager glædeligt imod den. Derefter bliver jeg bedt om at tage plads i en stue længere tilbage i lejligheden. Jeg er alene, jeg sætter mig i sofaen og mærker puderne synke en kilometer under mig. Litchien svæver midtvejs i martini glasset.

Mine ben er urolige, så jeg rejser mig og går mod bogreolen for at se på titler. Det, jeg antog for bøger, viser sig at være falske bogrygge af træ med sirlig guldskrift på og med titler, jeg ikke kender.

Lidt efter lidt fyldes lokalet med kvinder. De bærer cocktailkjoler, stiletter og aftentasker. Små clutches eller skuldertasker med metalremme i guld eller sølv. Min brune læder shopper står i et lokale, jeg ikke ved, hvor er. De har smukt stylet hår, røde læber, der komplimenterer kridhvide tænder og bløde håndtryk. De dufter og deres hud skinner perlemor. Der er rigtig meget bling i lokalet, og jeg tænker, at det tilsammen kunne brødføde en afrikansk landsby i halvtreds år og sende alle landsbyens børn i skole og på universitet.

Jeg giver hånd, introducere mig, smiler og spørger til deres børns navne. ”Nå ja, hende har min datter nævnt, hun har været så sød ved Ella, hvor er hun kær at spise frokost med hende.” Jeg smiler, så det gør ondt i kinderne. De siger velkommen til Milano og smiler. Jeg bliver spurgt om, hvor længe vi skal være her, hvad min mand laver, og om det er vores første udstationering. Der bliver spurgt meget til, hvad min mand laver.

Aperitifs for Mums bliver til middag. Mens vi har nippet til litchi martinis i den ene stue er den anden stue blevet indrettet til en overdådig sushi buffet. En kvadratmeter stor blomsterdekoration i orange nuancer pryder midten af buffeten. Der er sashimi, misosuppe, nigiri, tangsalat, og alverdens ruller i smukke farver og former. Der er hvidvin og bobler og Sapporo øl.

Jeg tager lidt mad på en tallerken og rækker ud efter et glas for at hælde en halv Sapporo op. Pludselig står værtinden bag mig. ”Nej, det er et vandglas, her er et ølglas”, siger hun og rækker mig et glas lidt større end det, hun tager ud af hånden på mig.

Fjorten dage forinden satte jeg mig på et SAS fly i Kastrup, som tilbagelagde 1.400 kilometer til Milano. Nu er Danmark galaxer borte og jeg svæver frit i rummet.

Jeg er den første til at gå. Jeg siger, at min mand har ringet, og min yngste ikke vil falde i søvn uden, at jeg er der. Ja, flytningen har været lidt hård for hende. Jeg smiler, der bliver givet kindkys på begge sider, og jeg får bragt min taske.

Da jeg står på gaden med opgangsdøren i hånden er den en spændt slangebøsse. Smækket bag mig synes at skyde mig hele vejen til Piazzale Giulio Cesare, som jeg nu skal kalde hjem.

Et par dage senere ligger der en lille creme farvet konvolut i vores dueslag. Det er et håndskrevet takkekort for liljerne.

 

 

Salone del Mobile

~ migogmilano ~ 1 kommentar

IMG_2798
Danish design på MindCraft Exhibition, Milano
I sidste uge løb Milanos designuge af stablen. Byen rummede intet mindre end 385 designevents drysset tykt udover Milanos i forvejen glittede gader.

Det er et event, der trækker mange tilrejsende, og det mærkes i bybilledet. Et sikkert tegn er, at der på restauranter og cafeer er overtal af dem, der bestiller en Cappuccino efter frokost. Italienere drikker nemlig ikke cappuccino efter klokken 10. Det anses for at være lidt off.

I gaderne pibler hipsters frem om kap med magnolier og kirsebærblomster. Målrettede og selvbevidste navigerer de fra event til event med tilbagestrøget hår og gårsdagens drinks i furerne omkring øjnene.

385 muligheder er mange. Fokus skal der til, så jeg gik naturligvis efter at opleve Danish Design i topklasse og besøgte MindCraft Exhibition på Via Clerici i det historiske centrum. Lokalerne var stillet til rådighed af institut for filologi, og at have adgang der er i sig selv en oplevelse. Spændt var jeg.

Solen skinnede venligt på Milano den dag og varmegraderne befandt sig på et behageligt leje af cirka 20. En af forårets mange skønne dage. Da jeg strøg ind skulle øjnene derfor vænne sig til halvmørket, som omsluttede udstillingslokalet.

Mens synet justerede sig trængte lyden af klaver understøttet af violin sig på. Dybe toner, der spilles enkeltvis, langsomt og insisterende og som indbød til eftertænksomhed og nærvær. Scenen er sat for en designoplevelse af de større, tænkte jeg.

Da synet om længe justerede sig, så jeg 33 runde podier i forskellige niveauer dreje nænsomt rundt. Som væggene var de beklædt med tæppe i rødlige nuancer og hver af dem bar en design genstand. Rundt og rundt drejede designgenstande frembragt af 15 af Danmarks ypperste designere.

Som så ofte før i den slags settings fattede jeg ikke en skid. Men man skal have tålmodighed, har jeg lært, så jeg satte mig ned, kiggede, lyttede og mærkede efter. Længe, faktisk. Længere end jeg normalt ville, for min designkyndige veninde var faldet i snak med en af folkene tilknyttet udstillingen, så jeg kunne lige så godt udnytte tiden.

Rundt og rundt drejede genstande, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal kalde, og jeg var ved at blive lidt svimmel. Fire yngre danske fyre med fuldfede fuldskæg gik rundt og tjekkede udstillingen ud. De var tydeligt inde i den verden af design, der forekom mig mere og mere lukket for hver drejning podierne tog. Hyper hippe unge mænd,  designstuderende, tænkte jeg.

I et ærligt forsøg på at forstå, hvad den udstilling gik ud på, forsøgte jeg at overhøre deres kommentarer. Men lingoet var for uigennemtrængeligt. Design sprog og en masse navne, jeg ikke kendte til, så der var ingen hjælp at hente der. Rundt og rundt drejede genstande, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal kalde.

Jeg endte med at stå ude på gaden, lettere svimmel og omtumlet, misende op mod solen. Jeg fattede ikke en skid.

Jeg har efterfølgende læst mig til, at udstillingen gik ud på noget med at komme ind til kernen af, hvor et design projekt starter. Det er (vel med så meget andet?) i hjernen, så de rød nuancerede tæpper, belysningen, og det organiske lydspor skulle give en totaloplevelse af at befinde sig inde i en menneskelig organisme. Ophavet til alt design. 

Okey, dokey. Mere har jeg ikke at sige om det.

Nu skal det her ikke misforstås. Jeg mener hurra for Salone del Mobile, det er da bare et for skønt koncept. Selvom jeg ikke sådan umiddelbart fatter alt design, så er Salone Mobile en helt enestående mulighed for at få adgang der, hvor man ellers er forment.

For som beskrevet her på sitet i På jagt efter Milano, så er Milanos bedste sider ofte skjulte. I gårdmiljøerne, bag porte og i palæer, der ikke altid er åbne for offentligheden. Salone Mobile åbner for det hele. Man kan vade direkte ind i Milanos skønneste beliggenheder, hvis bare man har et program i hånden, og ser lidt design hungrende ud.

På den facon fik jeg i følgeskab af mine børn adgang til en privat penthouselejlighed på 13. sal tæt på hvor vi bor, under dække af at ville opleve Rossana Orlandis bud på sidste hotte design- og kunstskud.

Det kriblede i de søde unge piger, der tog imod. De havde ganske enkelt ikke set børn hele ugen, og de var gavmilde i deres servering af kager og juice, ligesom de var generøse med komplimenter og opmærksomhed i børnehøjde.

Her kunne vi så frit gå rundt og indtage en penthouselejlighed i verdensklasse fyldt med ja, designerting. Vi kunne også nyde en helt enestående udsigt udover Milano, som vi ikke havde set byen før. Det var ikke sket uden Salone del Mobile.

Milano er nu back to normal. Og mens støvet efter hipsternes traven gennem gaderne lægger sig, og byen kører sig i stilling til næste udstilling, kongres eller event, nyder jeg min Cappuccino i fred og ro. Før klokken 10, vel at mærke.

 

 

 

Comosøen, helt privato

~ migogmilano ~ 1 kommentar
IMG_0663
En af Comosøens mange villaer

Som bekendt er Comosøen vidt berygtet for sin skønhed, selv George Clooney mener, det er stedet at være. Med sin spektakulære, rige, intense og dramatiske natur har Italiens tredje største sø tryllebundet kunstnere og rejsende i århundreder.

Comosøen kan nås fra Milano på en bekvem time, og forsyner byens overklasse med tiltrængt frisk luft og regelmæssig brise i sommermånederne. Når Milanos gader syder af varme og forureningen  hænger gustent i luften og lægger sig som en metallisk hinde på tungen, så lukker skodderne på de bedre matrikler til, og beboerne flytter til Como.

Da vi en søndag drog afsted på dagstur til Como var forventningerne høje. Jeg glædede mig til at se rullende grønne bjerge spejle sig i glimtende azurblåt vand. Indånde sprød bjergluft, dyppe tæerne i vandkanten og lade ungerne løbe frit. Det blev der ikke meget af.

Store områder af søens breder er befæstet med høje murer for at beskytte villa ejerne mod  dvælende, nysgerrige blikke. ”PRIVATO”, står der med blokbogstaver. Der er ikke noget at tage fejl af, og oplevelsen af eksklusion fra, hvad der i min bog burde være et fællesgode, ramte mig som et slag i ansigtet.

Hvis ikke ens Iphone siger det, ville man fra gadehøjde ikke vide, at man står lige foran et helt særligt stykke natur. Man står bare der med ansigtet lige ind i en mur, og ordet “PRIVATO” forekom mig at stå med flammeskrift.

Nu er det ikke fordi jeg ikke har forståelse for, at man ikke gider at blive begloet, når man  har betalt helt vildt mange penge for at få sit helt eget stykke Comosø. Men hvordan og hvorfor nogen nogensinde kunne muliggøre privatisering af naturen i det omfang Comosøen er, det er mig en gåde. Et stort tab.

Forargelsen havde et fast greb i mig den dag. Det må være min danskhed. Vi er så ophøjet velsignet i Danmark, at naturen langt henad vejen betragtes som et fællesgode, som alle bør have adgang til. Friluftsliv har en samfundsværdi, det er noget alle skal have let adgang til, det styrker sundhed og livskvalitet, skaber mere fællesskab og gør os klogere på naturen. Det siger Danmarks første friluftspolitik selv.

Dannebrog vajer over beskyttede moser, enge og heder, frie kystlinjer, masser af naturoplevelser og fredede dyr og planter. Hurra for det. Det var jeg meget stolt af den dag i Como. Tænkte vi danskere kunne lære italienerne en ting eller to på den konto.

Man ved selvfølgelig aldrig, hvad der sker, når en regering på evig jagt efter mere vækst åbner op for byggeri indenfor den 300 meter brede strandbeskyttelseslinje, men lige nu vælger jeg at tro, at alt ånder fred og ro i Danmark. Og at de ansvarlige politikere har tænkt sig rigtig godt om.

Efter noget køren rundt fandt vi en frokost restaurant, hvor vi rent faktisk kunne se Comosøen. Vi fandt også ud af, at der er mulighed for at købe sig til en tur rundt på søen på en lille færge. Vi tog turen på den der færge. Nu var vi der jo, og der var ikke umiddelbart andre muligheder ved hånden.

Det føltes bare ikke rigtig som om man var der. Det var bare ikke sådan helt naturligt.

 

En befolkning af drømmere

~ migogmilano ~ 1 kommentar
IMG_2641
En af byens mange unge enker

For danskere er ordentlighed, punktlighed og effektivitet centrale pejlemærker for, hvordan vi agerer overfor hinanden og for, hvornår vi synes noget er rigtigt eller forkert. Jeg navigerer i hvert fald ud fra alle tre.

Med de værdier i bagagen har jeg som nytilflytter i Italien harceleret over tingenes tilstand flere gange end jeg er stolt over. Jeg har hidset mig op, rystet på hovedet og været generelt undrende.

Min puls var højere end sundt er, da det tog os tre måneder at få en parkeringstilladelse. Indtil den kom med posten, stemplet og sirligt underskrevet, løb vi frem og tilbage til parkeringsautomaten på alle døgnets tidspunkter og modtog adskillelige parkeringsbøder.

Jeg var på randen til hysteri, da deadlines for leveringen af vores køkken skred igen og igen og igen. Flere gange fik jeg at vide, at køkkenet kommer på onsdag, i morgen eller mandag og hver gang troede jeg på det og så frem til endelig at pakke kasserne med køkkengrej ud og lave mad.

Køkkenet kom bare ikke. Der var ikke nogen, der ringede og sagde, det ikke kom, sådan var det bare. Lige indtil den dag, det kom helt uanmeldt, seks uger efter vi var flyttet ind. En velmenende italiensk gift englænder trøstede mig med, at det tog ham intet mindre end ti år at få tinglyst sit skøde på en ejendom i Toscana. Det hjalp ikke.

Jeg var målløs da vi var blevet sat i stævne på rådhuset for at få vores beboelses tilladelse. Mødet havde været planlagt i tre måneder, og rigtig mange dokumenter lige fra dåbsattester til forsikringspapirer var blevet oversat til italiensk og behørigt legaliseret. En stor dag for bureaukratiet.

Aftenen før mødet modtog vi en mail fra vores ellers meget behjælpelige udstationerings bureau i Rom. De ville tage forbehold for, at rådhuset i Milano kunne kræve yderligere dokumentation end den stak, vi havde samlet sammen. Begrundelsen var, at love fortolkes lokalt. For en jurist er det ret rystende. Mødet endte i øvrigt med at blive aflyst uden yderligere forklaring.

En dag under en italiensk time luftede jeg min undren over, hvordan det her land fungerer. Så kiggede min italiensk lærer tålmodigt på og sagde, ”Du må forstå, vi er ikke et særligt praktisk anlagt folk. Vi er drømmere.”

Jeg elsker den betegnelse. Drømmere. Selvfølgelig er de det. Hvem ellers kalder grå, klam tåge for brudeslør? Og hvem ellers kunne finde på at kalde byens drikkefontæner for unge enker (fordi de aldrig holder op med at græde)? Drømmere har over 400 forskellige typer pasta, parkerer bilen, hvor det nu kan lade sig gøre og budgetterer med et par nye sko for hver af årets 12 måneder.

Drømmere har poesi og passion dybt forankret i sproget og kulturen. Drømmeres bevidsthed er rund og svævende, let og flygtig, og jeg er sikker på, at det er drømme, der redder et menneske fra en knækket sjæl.

At være en drømmer står i stor kontrast til, hvad vi navigerer efter i Danmark, og det får mig til at tænke på, hvordan verdenen ville se ud, hvis vi navigerede lidt mere efter vores drømme og lidt mindre efter stadig større effektivitet og endnu bedre bundlinjer. Måske ville vi have lidt mindre ondt i livet, måske børnefamilierne ville føle sig lidt mindre stressede, måske ville nogen af de 440.000 danskere på lykkepiller opleve, de kunne være foruden.

For italienerne går det øjensynligt meget godt. Små dagligdags gøremål kan være forbundet med store udfordringer, og det er vist sikkert at sige, at den italienske stat står i lort op til halsen. Men drømmerne går ufortrødent, overlegent og roligt hver dag i møde.

Vores møde på rådhuset er i øvrigt aldrig blevet til noget, men vi er endnu ikke blevet smidt ud af vores lejlighed. Når jeg har fortalt om vores parkeringsmareridt de første måneder vi boede her, har jeg fået at vide, at vi bare kunne have lagt en seddel i foruden med vores adresse og en notits om, at vi var i gang med at søge parkeringstilladelse.

Og i perioden uden køkken fandt jeg ud af, at jeg bare skulle rulle følgende stjerneargument ud overfor vores udlejer: “Jeg kan jo ikke engang koge pasta til mine børn”. Køkkenet kunne han ikke trylle frem, men samme eftermiddag kom der en ung mand drønende på en scooter med to elektriske kogeblus og en mikrobølgeovn. Det fungerede indtil vores køkken pludselig blev installeret.

Der har hverken været ordentlighed, punktlighed eller effektivitet på spil, da vi pakkede flyttekasserne ud og skulle forsøge at få vores dagligdag til at køre i dette land. Men jeg er i tusindfold blevet bekræftet i, at det er det hele værd, hvis bare vi kan suge lidt af drømmernes mentalitet til os.

 

 

 

 

 

 

 

 

Når det RAW nord møder la dolce vita

~ migogmilano ~ 1 kommentar

IMG_2471

Jeg har en særlig forkærlighed for en lokal far, som jeg ser hver morgen, når han afleverer sine børn ved skolebussen. Som han kommer kørende på sin motorcykel er han udtalt italiensk. Mørkhåret og velklædt, med slipset fast bundet om macho værdier og x-factor. Med sig på motorcyklen har han sine to børn. Den ene sidder foran ham, den anden bagved, nonchalant og – hold nu fast – uden styrthjelm.

De første mange gange jeg var vidne til det her gav det et gib i mig. Frisk pakket ud af flyttekasserne fra Danmark reagerede mit indre kompas prompte. Jeg var chokeret. Børn på motorcykel uden styrthjelm er farligt og ulovligt, og så er det i øvrigt dybt forargeligt. Det sagde min solar plexus mig højt og klart.

Mine danske holdninger har fået en del tæsk her i støvlelandet, også dem jeg ikke helt vidste, jeg havde. Trafiksikkerhed har fået en upper cut, underspillet nordisk skønhed en albue i siden, punktlighed et spark bagi, og sundhed en kæberyster, der næsten har resulteret i et black out.

Med en baggrund i et segment, som holdes i et fast jerngreb af raw food, detox kure, hot yoga og gluten/sukkerfrit alt, er det naturligvis hård kost at omgås mennesker, der drikker en espresso flankeret af en tørkage til morgenmad, nyder en cigaret, får rødvin til frokosten, og hvis basiskost består af is, pasta og pizza. Vi taler sukker, alkohol og hvedemel i stride strømme.

Hvis sundhedsbudskaberne i danske dameblade holder stik, ser man for sig  en befolkning af let oppustede, for tidligt aldrende mennesker med et virkeligt lavt energiniveau. Og som de fleste ved, er det meget langt fra sandheden.

Italienere er seriøst lækre, mænd som kvinder, og ikke bare udenpå. De emmer lækkerhed og x-factor, noget udefinerbart, der får mig til at længes efter at være én af dem. Men de ved ikke hvad stenalderbrød er, og jeg kan bare ikke få det til at gå op.

Jeg har luret på restauranter, cafeer, gader og stræder, og det er altså rigtigt. De spiser hvidt brød, pasta, pizza, og de drikker vin til. Til forret spiser de en moppedreng af en mozzarella klump overhældt med olivenolie, og indtager den sidste olie på tallerkenen suget op af et pænt stykke hvidt brød. Til forret. Og de spiser desserter. Tiramisu, frugttærter, kager, is og panna cotta er skam standard.

I de varme måneder anses is for at være en eftermiddags snack. Jeg har måbet over kvinder, der spiser is på åben gade, som om det var det mest naturlige i verden. Stilletter, knaldrød læbestift, solbriller, en bad-ass-attitude og en vaffelis var bare ikke et rigtigt match i mit univers. En juice fra Joe & the Juice eller en soja latte var mere det, jeg forventede. Jeg kunne ikke gøre andet end at måbe.

OECD siger, at Italienerne har den fjerde højeste levealder i verden. Det er en meget solid placering. Men her er ikke en eneste RAW food cafe at finde, og jeg kan bare ikke få det til at gå op.

Forklaringen vejrer i vinden. Men den må være større og mere kompleks end summen af, hvad den kost egentlig består af. Jeg aner noget med nydelse og stærke fællesskaber, passion og poesi, og en grundlæggende kærlighed til alle livets facetter.

Ellers går det bare ikke op.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På jagt efter Milano – en guide

~ migogmilano ~ 1 kommentar

IMG_2552

Min gode veninde har sagt, at jeg ikke kan blogge om at flytte til Milano uden at dele ud af tips om Milanos herligheder. Det kan der være noget om.

Lad det først være sagt, at jeg elsker Milano. Intet mindre. For mange står Italiens finans- og modecentrum ikke en chance overfor Rom, Firenze, Verona eller Venedig. Lad dem om det, jeg elsker Milano.

Gå aldrig forbi en åben port

Milano praler ikke. Byens bedste sider er ofte gemt bag en simpel facade. Vores læge har sagt det sådan her:

”Rome…..Rome is all about the exterior. If you want to experience Milan, you must search for it”.

Så mit første råd til dig, der vil opleve Milano er: gå aldrig forbi en åben port.

Gårdene og haverne, der putter sig bag et ufascinerende ydre er skjulte perler. Intet mindre. Lad dig bevæge og overraske over byens gårdmiljøer. En enkelt dag om året løfter nogle af byens smukkeste private ejendomme sløret for deres gårdmiljøer. Begivenheden kaldes Cortili Aperti og løber af stablen næste gang den 22. maj fra 10 – 18.

Hvis du ikke lige befinder dig i Milano den 22. maj, så gå på jagt egenhændigt. Du finder flest åbne porte på hverdage, men de lukker, når portneren holder siesta mellem 13 – 15. Nogen porte åbner aldrig bare sådan, så tag i håndtaget på en lukket port, du kan være heldig, at der er ulåst, eller ring på hos portneren (custode) og spørg om du må kigge ind – bare ikke når han holder siesta. Jeg har sjældent fået et nej.

Gå heller aldrig forbi en åben kirke, selvom den ikke ser ud af meget udefra, de fleste er meget, meget smukke. San Maurizio al Monestero på Corso Magenta 13 er et must. Men husk lige manererne. Folk er troende her, der sidder gerne en eller to inde på kirkebækken i stille bøn, så sluk mobilen, tag hatten af, og gem snakken til du er ude igen.

Gå ind på et bibliotek som om du hører til, og mærk historiens vingesus, når et af Leonardi da Vincis originaler ligger åben til frit skue. Det kan du på Biblioteca Ambrosia på Piazza Pio XI. Biblioteca Braidense på Via Brera er også klart et besøg værd.

Tag aldrig metroen, du går glip af for meget. Pak dine bedste sneaks og væv din vej gennem gaderne. Milano er ikke på størrelse med Paris, du kan sagtens komme rundt til fods. Hvis du virkelig er ved at segne, så ta’ sporvognen. Brug app’en ATM til at guide dig igennem, og husk at købe billetten på forhånd, enten ved avisstanden eller nede i metroen. De kan ikke købes ved sporvogns stoppet eller når du stiger om bord. Nej, det gi’r ikke mening, men du er i Italien.

Ta’ en slentretur gemmen Cimiterio Monumentale og oplev en kirkegård, der lige så vel kunne være et museum. Gravstederne er overdådigt ornamenteret, og hovedbygningens længer huser overraskende smukke statuer og mosaikker i overflod. Skyggen og de kølige marmorgulve gør stedet klart anbefalelsesværdigt på en varm sommerdag. Adressen er Piazzale Cimitero Monumentale. Hvis du helt undtagelsesvist tager metroen hedder stoppet Monumentale på den lilla linje, M5.

Snup en udgave af Corriere della Seras tillæg Vivi Milano ved den nærmeste avisstand og orienter dig om aktuelle begivenheder som markeder, teater, musik og udstillinger rundt omkring i byen. Milano bugner af happenings. Tillægget udkommer hver onsdag, men avismanden har typisk ugens udgave liggende, så spørg efter den uanset ugedag.

Hvis dit italienske halter ligesom mit, så brug app’en google translate. Du vil forstå Vivi Milano og avismanden vil forstå dig. Italienerne er ikke snobbede omkring deres sprog. Gi’r du det en ærlig chance og et smil, bliver du mødt med åbne arme

Og husk, search for it. Milano springer ikke op i ansigtet på dig.

Det historiske centrum

Enhver turistguide vil fortælle dig, at det historiske centrum og domkirken er et must. Det gør jeg også. Der er stort set altid pakket, så tag derind tidligt og siv ud i Magenta kvarteret, Brera eller Parco Sempione, når der kommer for mange mennesker.

Il Duomo åbner døren for besøgende kl. 8.00. Hvis du er klædt til varme dage og har bare skuldre, så husk noget at dække dig til med, ellers kommer du ikke ind uden at betale for en kappe i et PVC lignende materiale, som de fleste smider lige i skraldespanden efter endt brug. Verden har affaldsproblemer nok, og så er den ret ubehagelig.

Leonardo da Vincis mesterværk Den Sidste Nadver er også oplagt. Husk at bestille billet hjemmefra, du kommer ikke ind, bare sådan. Der kan være op til tre måneders ventetid. Du får 15 minutter i en mindre gruppe på et udvalgt klokkeslæt, så det er bare om at møde op til tiden.

Shop amok

Hvis du er til shopping, så go for it. Det bliver ikke meget bedre, Milano er hardcore. Shop high street fashion på Corso Vittorio Emmanuele bag domkirken eller ta’ til Montenapoleone kvarteret for luksus i den dyre eller meget dyre ende. Her flyder det med flagship stores og seriøs bling.

Serravalle er et af Europas største outlets, og tilbyder Prada, Missoni, Gucci og Bottega Veneta til chock priser, bare for at nævne nogle få. Det er en lille times kørsel fra Milano, og der går busser frem og tilbage mange gange om dagen fra metro stoppet Cordusio. En returbillet koster 20 EURO. Til gengæld får du 10 procent oveni i outlet prisen ved forevisning af billetten i informationscentret.

Jeg er ikke så meget til det, så jeg kan ikke byde ind med så meget mere. Jeg shopper kun af nødvendighed, og jeg har kun været i Montenapoleone kvarteret da jeg ville købe byens bedste skjorte til min mand i julegave. Men take my word for it alligevel. Milano er hardcore. Vi befinder os li’som i Italiens modecentrum. Derudover har alle mine tilrejsende veninder forsikret mig om det.

Paradis for Foodies

Hvis du er en Foodie, så spis af hjertets lyst. Mulighederne for at svælge i god mad er mange.

Rejs ikke fra Milano uden en frokost på Peck på via Spadari, tæt på Domkriken. Stueetagen udgør en ekstremt lækker og lidt for dyr delikatessen, restauranten finder du op ad vindeltrappen ved indgangen. Der er ikke noget skilt, bare gå op. Vær der 12.45, hvis du vil være sikker på at få bord.

Peck byder på byens bedste Vitello Tonnato og top professionel betjening. Ingen CBS studerende her. At være tjener er en stolt profession. På Pecks er jeg blevet nægtet et glas rødvin til en ricotta spinat ravioli. Tjeneren kunne simpelthen ikke få det over sig at servere en vin, der ikke stemte i med den ret, jeg havde bestilt. Jeg fik i stedet et glas udvalgt hvid med lovning om et glas let rød, hvis jeg ikke kunne li’ det. Det ku’ jeg godt.

Når du træder ind på La Latteria di San Marco er det som at træde tilbage i tiden. Maden er rustik traditionel italiensk og af sublim kvalitet. Menuen skifter dagligt og maden er tilberedt med nærvær og kærlighed til råvarer, som ejeren og kokken selv dyrker. Det er en skrabet setting, uden dikkedarer og der er kun plads til ca. 20 spisende gæster. Man kan ikke bestille bord, men hvis du kommer kl. 12.30 burde du kunne få den første seating. Meget anbefalelsesværdigt. Via San Marco 24.

Jeg har spist allerflest frokoster på Fioraio Bianchi, en café på kanten af Brera. Ejeren er fransk og taler italiensk, engelsk og sit modersmål i en stor pærevælling, stemningen er ikke til at slå. Vælg salaten med kæmperejer og lun blæksprutte (insalatina croccante con gamberoni e polipo tiepidi) efterfulgt af en monte bianco del Fioraio, kastanjepuré toppet med den helt rigtige mængde marengs og flødeskum.

Pisacco på Via Solferino i Brera kvarteret tilbyder meget veltilberedte småretter og hipster atmosfære. Det er et moderne køkken med fokus på det grønne, og de kan bryste sig af Bib Gourmand-prædikatet i Michelin guiden, som gives til gode restauranter, der ikke får kreditkortet til at slå gnister.

Hvis du skal gi’ den gas, så prøv tasting menuen på Contraste på Via Meda i Niviglo kvarteret. En lækker totaloplevelse, og dyrere end gennemsnittet, men intet i forhold til Københavner priser. Har været der en lørdag aften med min mand efter at have ventet tre uger på et bord, så husk reservere i god tid.

”Il maitre” hedder Thomas Piras og er meget interesseret i ny nordisk mad, så i løbet aftenen kom han hen til vores bord for at sludre lidt om Danmark og New Nordic. Vi kunne mest om Danmark og mindre om New Nordic. Han har planlagt studie tur til København til sommer, og har allerede booket bord bord på Geranium.

Shop delikatesser en masse. Det kan du hos Chiu på Vincenzi Monti. Her møder du ovenud professionelt personale, og et top udvalg af vin, oste og charcuterier – lige til en picnic i parken eller på hotelværelset efter en lang dag på benene.

Hos Eataly på Piazza XXV Aprile, 10 finder du 4 etager af det bedste Italien har at byde på og i stueetagen efter kasserne står DHL klar til at pakke det hele forsvarligt ind og sende hjem til Danmark for dig. Super smart, hvis du er kommet til byen med en carry on på et af lavpris selskaberne eller ikke gider slæbe på det selv. Du kan gøre brug af deres webshop hjemmefra, men det er noget sjovere at stå med varerne i hånden.

Du er på egen hånd i Mercato Communale på Piazza Wagner. Som navnet antyder, er der tale om markedslignende stande, og du skal vide hvad du vil have, særligt når der er travlt. Klart et besøg værd. Håndlavede ravioli, byens bedste oste og frugt og grønt så klare i farverne, at de synes at afgive lys.

Natteliv og indkvartering

Nattelivet skulle syde her, men det kan jeg ikke tale med om. Jeg er næsten kun ude om aftenen, hvis jeg spiser pizza eller is sammen med mine børn.

Og jeg ved ikke hvor du skal bo. Bare husk, Milano er ikke så stor, så du behøver ikke smide penge efter et hotel i det absolutte centrum. Der sker alligevel ikke så meget, når forretningerne lukker.

Et par dage før du tager afsted skal du komme i stemning ved at sætte dig i sofaen og se eller gense Io sono l’amore (Jeg er kærlighed). Italiensk film i topklasse med masser af skud fra Milano, som har drevet mig op og ned ad Corso Magenta adskillelige gange. Håber, den gør det samme for dig.

God fornøjelse!!

Alle fotos er egne skud fra vandreture i byen

Om at lære at stå på ski i en moden alder

~ migogmilano ~ 4 kommentarer

En tidlig onsdag morgen for nogle uger siden stod min livsledsager Thomas og jeg i køkkenet og vendte den kommende weekends planer, mens vores piger sad med uglet hår over morgenbordet. Jeg hældte til en søndagsfrokost i Portofino, Thomas mente, at Genova måske har lidt mere at byde på. ”Nej, jeg vil ikke til Middelhavet, jeg vil til bjergene og stå på ski”, udbrød vores yngste datter mellem to skefulde cornflakes.

Af den bemærkning kan der i hvert fald udledes to pointer. Den første er, at vi rejser meget, og tager Italien til os, det bedste vi har lært. Den anden er, at vi har en seksårig, der mener at have lige lovlig meget indflydelse på familiens beslutninger. Den slags skal man passe på med, så jeg ignorerer stort set altid barnets påfund og holder på mit. Bare sådan for princippets skyld.

Thomas holder ikke på principper for princippets skyld. Han er go-with-the-flow typen, og den onsdag morgen mente han, at vores datter havde en pointe. Det er jo ski sæson, og vi kan altid tage til Portofino eller Genova i foråret, ræsonnerede han. Han kom i tanker om en bekendt, der beretter om fede skisteder indenfor 2 timers kørsel fra Milano. Hertil kommer top hyggelig indkvartering og skønne restauranter. Det sank i maven på mig. Thomas er i flow. Jeg kender blikket i hans øjne til bevidstløshed, der er ikke noget at gøre nu. Løbet er kørt, jeg ved, vi kommer til at stå på ski.

Første gang var for 5 år siden i Italien, Livigno, og det var ikke eget valg. Hele familien var inviteret på skiferie i anledning af farfars 70 års fødselsdag, og det siger man jo li’som ikke nej til. Vi lånte os til det meste udstyr, og satte kurs mod Livignos bjergskråninger.

På en skitur finder den første i en lang række af ubehageligheder altid sted i skishoppen, hvor en typisk ung og halvlækker fyr højlydt spørger til, hvor meget man vejer. Så kommer udstyret. Ubegribeligt meget tøj, støvlerne, der gør skide ondt, hjelmen, skibriller, stave. Kun en astronaut har mere gear, men deroppe i rummet er man i det mindste vægtløs. På en snebeklædt bjergskråning i 2.800 meters højde er man bare tung og hæmmet.

I Livigno får jeg en skiinstruktør. Han hedder Gigi, en sølvræv af en italiener med lidt for stramme hvide skibukser på. Jeg skynder mig at fortælle ham, at jeg altså aldrig nogensinde i mit liv før har stået på ski. ”Oh, so you’re a virgin!”, udbryder Gigi. Det siger han med et skævt smil og fuld øjenkontakt. Det er da en icebreaker, der vil noget. Respekt for den, Gigi.

Jeg skal starte på babybakken og er ved at falde oveni en treårig på rullebåndet. Heldigvis står Gigi bagved, og jeg mærker et fast tag i min overarm, der afværger de værste katastrofer. På toppen af bakken (hvis man kan kalde baby bakken det) viser han mig ploven. Skiene skal formes som et stykke pizza, jeg skal trykke til med indersiden fødderne, så kan jeg styre farten på vej ned ad en bakke. Så sætter jeg lige så stille i gang.

Jeg kan ikke tage øjnene fra skiene. Jeg ser på dem i mistro, mens de langsomt glider henover sneen. ”Look up, you might see beautiful Italian men”, siger Gigi. Efter en uge i Gigi’s hænder var jeg i stand til at stå i plov ned ad en blå bakke. ”I can smell a parallel turn right around the next corner”, rapporterede han til Thomas den sidste dag i Livigno, sådan man-to-man, som man nu gør i Italien.

Siden har jeg været overtalt til at tage på ski i Avoriaz. ”Ungerne får det genialt”, sagde Thomas. Det gjorde de. Vores piger kom i skiskole sammen med deres jævnaldrende kusiner og var lykkelige. Frygtløse og rødkindede styrede de sikkert ned ad løjperne, hoppede på de små bakker og standsede brat, når de fik besked på det. De var stolte, spiste masser af chokolade og sov som sten om natten.

Jeg væltede rundt. Faldt utællelige gange, og havde meget svært ved at komme op igen på egen hånd. Jeg var årsag til, at liftsystemet måtte stoppe indtil flere gange den uge, fordi min ski på en eller anden måde altid kom i karambolage med liftstolen sekundet før jeg skulle af.

Fra Milano har vi været på skiweekender i Aosta dalen. Gigi’s anelser om min snarlige parallel vending holdt ikke stik. Min modne alder kombineret med en udpræget højdeskræk betyder, at jeg aldrig kommer til at stå ordentligt på ski. Hele scenariet gør mig bare virkelig utilpas. Og jo, jeg har virkelig prøvet.

Nu er vi på vinterferie i Canazei, og har klikket skiene på igen. Mit tøj stinker. Ikke så meget af den slags sved, der kommer af fysisk udfoldelse. Det er angstens sved, der lugter værst. Jeg glæder mig over, at mine børn ikke kommer til at stå i samme situation som mig. Jeg glæder mig over min families skipræstationer, og jeg glæder jeg mig til vi skal hjem til Milano. Jeg glæder mig også til den søndagsfrokost i Portofino.

 

IMG_2403
La Thuile

En orm i salaten

~ migogmilano ~ 4 kommentarer

På International School of Milan får eleverne serveret en gedigen tre retters menu til frokost hver dag. De får en forret bestående af en pastaret eller risotto, en hovedret udgjort af en proteinkilde og grøntsager, og så runder de små poder af med en dessert.

Den ugentlige frokostmenu offentliggøres om fredagen ugen før, og er genstand for nogen hype, særligt fra elevernes mødre. Den bliver drøftet indgående på klassens WhatsApp chat, og sammenholdt minutiøst med børnenes beretninger om dagens servering.

En dag, hvor køkkenet var underbemandet brændte risottoen på, og en stor del af børnene fik kun deres hovedret flankeret af et stykke brød, og deres dessert, selvfølgelig. ”Alessandro har fortalt, at han kun fik sin hovedret i dag. Kan andre bekræfte det?”, tikkede det ind på min telefon sidst på eftermiddagen. Indenfor 10 minutter havde 12 mødre svaret. ”Confermo”, lød det. 12 gange.

I går fandt min datters klassekammerat Vittorio en levende orm i sin salat. Vittorio’s mor røg gennem loftet, og kommunikerede budskabet til samtlige forældre i årgangen. Stemningen på WhatsApp chatten var mildest talt overophedet, og det samme blev min telefon. 48 beskeder senere var forargelsen endelig forløst, og en handlingskraftig person tilbød at forestå en meget bestemt mail til skolens ledelse for at fremtidssikre børnenes salat mod levende orme.

Det er situationer som disse, der altid efterlader mig totalt paf her. Som om jeg er landet fra månen uden en jordisk chance for at begribe det værdisæt, man navigerer efter. Jeg fatter det bare ikke. Mine børn får serveret tre retter friskt tilberedt, varieret mad hver dag i skolen. Og selv den værste skolefrokost her kan kun være bedre end de relativt ensidige madpakker, jeg kunne præstere hjemme i Hørsholm. Hvordan kan man knalde ud over menneskelige fejl i kantinen, når enhver kan sige sig selv, at den slags sker? Er det mig, der savner ordentlig madkultur?

Jeg fantaserer om at skrive sarkastiske svar på WhatsApp chatten. ”Confermo, LOSERS!!”, eller ”Nu er Alessandro  jo også lidt tyk, så mon ikke det går….”. I går havde jeg dem her parate: ”Gid min datter havde fået den orm. Hun er jo vegetar, og har godt af lidt ekstra protein”, eller ”Ej, hvor er det bare godt! Så ved jeg, salaten er frisk”. Beskederne forblev i min fantasi, men hvor ville jeg elske at trykke på send. Til gengæld ville jeg nok ikke blive inviteret til flere Aperitifs for Moms. Som i øvrigt også efterlader mig totalt paf, men det er et andet indlæg.

Jeg har tit taget mig selv i at tænke om mødrene ikke har noget bedre at tage sig til, eller om de bare har for meget tid på hænderne. Så minder jeg mig selv om, at de aldrig har stået og smurt madpakker kl. 5.45 en vintermorgen i Danmark. Dag efter dag, år efter år. Og så minder jeg mig selv om, at jeg i princippet ikke har andet at tage mig til end at holde et vågent øje på mine børns ve og vel, så hvorfor ikke gå op i den frokost? Jeg er nu også en af dem med meget tid på hænderne.

Faktisk har jeg fra kl. 7.45 til kl. 16.15 fem dage om ugen i mit eget selskab. Der er ofte nogen hjemmefra, der spørger til, hvad jeg får tiden til at gå med. Så er det sagens alvor rammer mig. Det er ikke enhver forundt at have den slags tid på hænderne, så det er bare om at forvalte den ordentligt. Pludselig begynder jeg at tænke på kogekurser, seriøs fitness, mere italiensk undervisning, et online kursus i projektledelse (ja, prince2 kunne være oplagt), og en meget tiltrængt reorganisering af køkkenet. Hvordan skulle jeg ellers retfærdiggøre al den tid? Og så bliver det hele lidt patetisk og så tager jeg mig sammen og smider to-do listerne ud.

Jeg får klaret de jævne dagligdags gøremål. Usete, almindelige handlinger, der alligevel fylder meget i et liv. Derefter læser jeg lidt i en bog og kigger ud af vinduet. Når jeg har gjort det, tager jeg sneaksne på og går en lang tur gennem byen. Jeg tager musik i ørerne og væver min vej igennem Milanos fintmaskede gader flere timer ad gangen. Absorberer byens stemninger, tager en pause på en cafe, og får en mere end almindelig god Cappuccino. Og stemmerne i mit hoved, der i Danmark så sikkert som amen i kirken ville have fortalt mig, at det bare ikke er godt nok, har jeg besluttet at lade blive hjemme. De bor ikke her.

 

Milano indhyllet i brudeslør

~ migogmilano ~ 7 kommentarer

”……Der er nogen, der har kaldt det CV samfundet. Man ender med at stå mutters alene med forestillingen om, at man skaber sig selv. Det er en enorm stressfaktor. Det er som om et gyldigt liv er et liv, hvor man skal gøre en forskel. Der ligger en dis respekt for et jævnt, muntert og virksomt liv på jord. Den ukendte, der bare står til ansvar overfor den opgave livet er, og for den kærlighed, man skal modtage og give…….”

Ordene er Jakob Kvists. De indgår som en del af en længere samtale med Martin Kongstad i et afsnit af Bearnaise er dyrenes konge, min ynglings podcast fra Radio24syv. Når jeg lukker døren bag Thomas og pigerne om morgenen, og stilheden falder over hjemmet, hører jeg podcasts.

De udgør lidt åndelig føde imens jeg drikker kaffe, rydder op efter morgenmaden, samler pyjamaser op fra gulvet og reder senge. Jævne, uinteressante gøremål, jeg udfører dagligt alt imens jeg er bevidst om, at hullet på mit CV vokser. Jakob Kvists ord faldt mens jeg stod og strøg en af Thomas’ skjorter, og de gav vibrationer af sandhed og visdom lige midt i solar plexus. Jeg labbede det i mig.

Den formiddag lå der en tæt tåge om Milano. I Danmark ville man sige, det var gråvejr og tåget, men som alt andet i dette land får også tåge en knivspids poesi med på vejen. Her siger man, at byen er indhyllet i brudeslør. Det er en tæt tåge, hvorigennem konturerne af bygningerne overfor kun anes, og som aftvinger byens lyde et blødt og dæmpet udtryk, som var de pakket ind i vat. Sådan en dag er det svært at lade Jakob Kvists ord gå ind ad det ene øre og ud af det andet, som om det manglende udsyn tvinger til at skue indad.

Det med CV samfundet ramte et ømt punkt, så modvægten i Jakob Kvists argumentation om behovet for respekt for et jævnt, virksomt liv på jord faldt på et tørt sted, men jeg kan ikke komme udenom, at der er er dage, hvor jeg gruer for hullet på mit CV.

Det har nemlig stået snorlige siden den dag, jeg opnåede min kandidatgrad i jura og marcherede direkte ind i Fødevareministeriet som yngste fuldmægtig. Jeg gik fra den ene spændende stilling til den anden, den sidste var i Naturstyrelsen, hvor jeg som projektleder var ved at knække halsen på at få strikket Danmarks første havstrategi sammen. Rettidigt, vel at mærke.

CV’et og jeg traskede afsted på livets vej, og vi har stået sammen gennem tykt og tyndt. Selv da min mands mange forretningsrejser begyndte at tage et omfang, der efterlod mig alene mor en stor del af årets dage. Selv da jeg mistede begge mine forældre inden for et år. Mit CV havde ikke et eneste hul, og det var krydret med kompetencegivende og målrettet efteruddannelse. Jeg løb meget, meget stærkt.

Lige indtil jeg fik nok for snart to år siden. Nok af at løbe hurtigere end mine ben kunne bære mig. Jeg løb fra opgave til opgave, den ene større og mere ressourcekrævende end den anden. Jeg løb fra kontoret til børnehave og skole og tilbage igen. Jeg løb, når jeg landede efter en arbejdsdag i Bruxelles lidt senere end jeg kunne være bekendt at lade farmor og farfar passe mine to små piger. Jeg løb fra madpakker til bilen. Til forældrearrangementer i skole og børnehave, til printeren, til Netto og Irma, og kom altid  lige netop ind over målstregen fredag eftermiddag.

Jeg løb så hurtigt, at jeg ikke kunne mærke meget til sidst. Jeg var en omvandrende urne uden evne til at reagere på basale behov som søvn, og jeg var ligeglad med, hvad jeg spiste for jeg kunne alligevel ikke finde ud af om det smagte godt eller ej.

Der er lange perioder i de år, hvor jeg ikke havde evne til at være nærværende overfor mine børn. Jeg nåede til et punkt, hvor løberiet var så skræmmende, at scenariet, hvor jeg skulle sige op, var mindre skræmmende. Og som med så meget andet i livet, var det først da den ene ubehagelighed overgik den anden, at jeg fik mod til at se min chef i øjnene og sige stop.

Jeg er heldig, at min arbejdsomme mand tjener penge nok til at dække hele familiens behov. Jeg vil gå så langt som at sige, at valget om at stoppe løberiet reddede mit liv, for et liv uden at kunne mærke noget særligt er ikke et liv.

Man skal kunne modtage og give kærlighed, lade sig bevæge af kunst og skønhed, og man skal sgu’ kunne smage vidunderlig mad. Man skal kunne mærke livet bruse igennem hver en celle af sit væsen. Huller på CV’et eller ej.

I mellemtiden er jeg blevet en del af en expat pakke i Milano, og jeg føler, at jeg har helle. Jeg går hjemme, passer min familie og mig selv, og udfører livets almindelige opgave. Og så må jeg se, hvordan jeg håndterer det der CV samfund, når jeg kommer hjem igen.

IMG_2313
Når sløret falder hen på eftermiddagen