Italien er et smukt land, det er de fleste enige om, enten fordi man har hørt det eller fordi man selv har været her. Det ved jeg også, men efterhånden som vi har rejst os godt igennem landet slår det mig mere og mere, hvor helt ekstremt mange rigdomme landet har. Lige så snart vi er vendt hjem fra en tur, og er ganske enige om, at det var da noget af det smukkeste, vi nogensinde har set, så tager vi på en anden tur, og bliver ganske enige om det samme.

Landet er mættet af skønhed. Byerne drypper skatte på hvert et hjørne. Storslåede fontæner i overflod, statelige gadelamper, kunstfærdigt udskårne port døre, balkoner, der øser blomster udover deres breder. Landskaberne åbner sig i rullende grønne bakker, dramatiske bjergområder og azur blå søer. Farverne på frugten og grøntsagerne er så klare, at de synes at afgive lys.

I Cinque Terre er der pastelfarvede bygninger stablet på umulige bjergskråninger, der får et selvlysende skær i eftermiddagssolen. I Milano er der gårdhaver prydet med glimtende mosaikker, forunderlige lamper, duftende blomster, træer og buske. De putter sig bag et tilsyneladende ligegyldigt ydre, smukke i deres egen ret. Aladdins huler på stribe.

I Dolomitterne eksploderer naturen i tusinder af dimensioner, indtrykkene fra en dags vandring er så intense, at de trænger sig på i drømme, og krystalliseres i kroppen. I Venedig står rigt, komplekst dekorerede kirker side om side og spejler sig i kanalerne. På Sicilien er der hundredvis af 1700 år gamle romerske mosaikker, der afbilleder fortidens myter, sejrer, dagligliv, tab, drømme, kærlighed og sorg.

I Rom en sen solrig eftermiddag i december stod jeg på en høj terrasse og kiggede udover Foro Romano. Pinjetræernes flade kroner kastede lange skygger af sig og lysegrønne papegøjer fløj i buer omkring bygningssøjlerne forneden. Solen reflekterede stenbygningernes metalliske fragmenter, og Foro Romano lyste op i et æterisk, gyldent skær. Noget i mig sagde, jeg ikke skulle blinke.

Nogen gange svulmer det bogstaveligt talt i brystet på mig, og jeg spekulerer på, hvad det gør ved et menneske, hvis man altid er omgivet af æstetik. En subtil, konstant påvirkning af skønhed. Hvordan påvirker det et menneske?

Italien har verdens største koncentration af områder optaget på UNESCOs verdensarvsliste, en slags verdensarvsliste hotspot. Det er steder, som har enestående universel værdi, og vurderes som menneskehedens fælles arvegods. Der er 51 af sådanne områder i Italien. Det er tre mere end Kina, som er 32 gange større end Italien.

UNESCOs 0ptagelseskriterier siger, at områderne kan være kulturskabte værdier, som repræsenterer et “mesterværk af menneskelig kreativ genialitet”, såsom Leonardo da Vincis Den Sidste Nadver, lige her, 20 minutters gå gang fra, hvor jeg skriver dette. Eller det kan være områder med sjælden naturskønhed og æstetisk betydning, såsom de rullende grønne bakker omkring Alba i Piemonte.

En artikel i The Local Italy fortæller, at Italien i år for første gang siden 2000 vælger ikke at indgive ansøgning om nye optagelser på verdensarvslisten, selvom italienerne sidder inde med en shortlist på 40 mulige nye udpegninger. Begrundelsen er, at andre lande også skal have en chance, så verdensarvslisten bliver mere balanceret. Det er rimeligt overlegent.

Italien kunne ikke blive smukkere. Det er et land mættet af en skønhed, der har bevæget mig dybt utællelige gange. Måske ville det ikke være sådan, hvis jeg var født her, omgivet af det altid. Men måske ville jeg så være en del af en befolkning, der har den fjerde højeste levealder i verden.