Month: april 2016

Salone del Mobile

~ migogmilano ~ 1 kommentar

IMG_2798
Danish design på MindCraft Exhibition, Milano
I sidste uge løb Milanos designuge af stablen. Byen rummede intet mindre end 385 designevents drysset tykt udover Milanos i forvejen glittede gader.

Det er et event, der trækker mange tilrejsende, og det mærkes i bybilledet. Et sikkert tegn er, at der på restauranter og cafeer er overtal af dem, der bestiller en Cappuccino efter frokost. Italienere drikker nemlig ikke cappuccino efter klokken 10. Det anses for at være lidt off.

I gaderne pibler hipsters frem om kap med magnolier og kirsebærblomster. Målrettede og selvbevidste navigerer de fra event til event med tilbagestrøget hår og gårsdagens drinks i furerne omkring øjnene.

385 muligheder er mange. Fokus skal der til, så jeg gik naturligvis efter at opleve Danish Design i topklasse og besøgte MindCraft Exhibition på Via Clerici i det historiske centrum. Lokalerne var stillet til rådighed af institut for filologi, og at have adgang der er i sig selv en oplevelse. Spændt var jeg.

Solen skinnede venligt på Milano den dag og varmegraderne befandt sig på et behageligt leje af cirka 20. En af forårets mange skønne dage. Da jeg strøg ind skulle øjnene derfor vænne sig til halvmørket, som omsluttede udstillingslokalet.

Mens synet justerede sig trængte lyden af klaver understøttet af violin sig på. Dybe toner, der spilles enkeltvis, langsomt og insisterende og som indbød til eftertænksomhed og nærvær. Scenen er sat for en designoplevelse af de større, tænkte jeg.

Da synet om længe justerede sig, så jeg 33 runde podier i forskellige niveauer dreje nænsomt rundt. Som væggene var de beklædt med tæppe i rødlige nuancer og hver af dem bar en design genstand. Rundt og rundt drejede designgenstande frembragt af 15 af Danmarks ypperste designere.

Som så ofte før i den slags settings fattede jeg ikke en skid. Men man skal have tålmodighed, har jeg lært, så jeg satte mig ned, kiggede, lyttede og mærkede efter. Længe, faktisk. Længere end jeg normalt ville, for min designkyndige veninde var faldet i snak med en af folkene tilknyttet udstillingen, så jeg kunne lige så godt udnytte tiden.

Rundt og rundt drejede genstande, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal kalde, og jeg var ved at blive lidt svimmel. Fire yngre danske fyre med fuldfede fuldskæg gik rundt og tjekkede udstillingen ud. De var tydeligt inde i den verden af design, der forekom mig mere og mere lukket for hver drejning podierne tog. Hyper hippe unge mænd,  designstuderende, tænkte jeg.

I et ærligt forsøg på at forstå, hvad den udstilling gik ud på, forsøgte jeg at overhøre deres kommentarer. Men lingoet var for uigennemtrængeligt. Design sprog og en masse navne, jeg ikke kendte til, så der var ingen hjælp at hente der. Rundt og rundt drejede genstande, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal kalde.

Jeg endte med at stå ude på gaden, lettere svimmel og omtumlet, misende op mod solen. Jeg fattede ikke en skid.

Jeg har efterfølgende læst mig til, at udstillingen gik ud på noget med at komme ind til kernen af, hvor et design projekt starter. Det er (vel med så meget andet?) i hjernen, så de rød nuancerede tæpper, belysningen, og det organiske lydspor skulle give en totaloplevelse af at befinde sig inde i en menneskelig organisme. Ophavet til alt design. 

Okey, dokey. Mere har jeg ikke at sige om det.

Nu skal det her ikke misforstås. Jeg mener hurra for Salone del Mobile, det er da bare et for skønt koncept. Selvom jeg ikke sådan umiddelbart fatter alt design, så er Salone Mobile en helt enestående mulighed for at få adgang der, hvor man ellers er forment.

For som beskrevet her på sitet i På jagt efter Milano, så er Milanos bedste sider ofte skjulte. I gårdmiljøerne, bag porte og i palæer, der ikke altid er åbne for offentligheden. Salone Mobile åbner for det hele. Man kan vade direkte ind i Milanos skønneste beliggenheder, hvis bare man har et program i hånden, og ser lidt design hungrende ud.

På den facon fik jeg i følgeskab af mine børn adgang til en privat penthouselejlighed på 13. sal tæt på hvor vi bor, under dække af at ville opleve Rossana Orlandis bud på sidste hotte design- og kunstskud.

Det kriblede i de søde unge piger, der tog imod. De havde ganske enkelt ikke set børn hele ugen, og de var gavmilde i deres servering af kager og juice, ligesom de var generøse med komplimenter og opmærksomhed i børnehøjde.

Her kunne vi så frit gå rundt og indtage en penthouselejlighed i verdensklasse fyldt med ja, designerting. Vi kunne også nyde en helt enestående udsigt udover Milano, som vi ikke havde set byen før. Det var ikke sket uden Salone del Mobile.

Milano er nu back to normal. Og mens støvet efter hipsternes traven gennem gaderne lægger sig, og byen kører sig i stilling til næste udstilling, kongres eller event, nyder jeg min Cappuccino i fred og ro. Før klokken 10, vel at mærke.

 

 

 

La dolce vita

~ migogmilano ~ 3 kommentarer
thumb_IMG_2371_1024
Den søde udsigt fra mit skrivebord

En lille uge efter vi en tidlig morgen i maj havde sat os på flyveren med kurs mod Milano ankom vores flyttelæs fra Danmark. Den dag var Thomas taget på arbejde, og jeg stod under bruseren på vores hotelværelse, da telefonen ringede med besked om, at der stod en container udenfor vores lejlighed klar til at blive pakket ud.

Det var en time tidligere end aftalt, men der var problemer med parkeringstilladelserne, så det skulle være nu. Helst lige nu.

Jeg sprang i noget tøj og vækkede mine to piger med besked om at gøre det samme. Kastede vores ting ned i nogle tasker. Skyndte mig ned i receptionen for at bede personalet om at ringe efter en taxa, og pakke to gange morgenmad to go fra buffeten, mine piger ville ellers få lange udsigter til mad.

Receptionistens mørke øjne iagttog mig på en måde, der fik mig til at føle mig gennemsigtig og utilpas. Der var noget udefinerbart akavet ved situationen, jeg følte mig klart ved siden af.

Forud var der gået mange uger med alt, hvad der hører en international flytning til, så min stemme har nok været en oktav mere skinger end den burde. Mit blik har sikkert været skiftetvist flakkende og bedende, og min vejrtrækning overfladisk og hurtig.

De fleste vil nok være enige i, at den slags adfærd i sig selv er lettere utjekket, men hvor jeg kommer fra, er det bestemt ikke unormalt, og det er ikke nok til at blive ile set i en hotelreception.

”Calma, calma”, sagde receptionisten, mens han roligt tog telefonen for at ringe efter en taxa. ”Tranquilla”, tilføjede han, mens han signalerede, at jeg fint kunne sætte mig i sofaen og vente.”We will get what you need, please sit down”.

Jeg har siden tit tænkt tilbage på den situation.  Jeg tror ikke jeg blev mødt med receptionistens ubekvemme blik fordi jeg pressede på for at tingene skulle gå hurtigt eller fordi jeg stresssede ham. Heller ikke fordi jeg blottede mig ved at lade ham se direkte ind i min desperation. Stress er bare rigtig dårlig stil.

La dolce vita betyder en det-kan-vente-til-i-morgen attitude til mange af dagligdagens irritationsmomenter, der får italienerne til at fremstå suverænt overlegne i situationer, der får os andre til at sortne i blikket. I køen i supermarkedet, når bilen har fået en rids, i en alt for tæt pakket metro. Alt foregår i god ro og orden, endda med stil.

La dolce vita betyder halvanden times frokost pause med tre retters menu og en stædig fastholdelse af kaffepausen, som frirum til tankerne og smagsløgene i en ellers tætpakket arbejdsdag.

La dolce vita betyder, at kontorsoldaterne ikke arbejder i weekenden. På en søndagstur sammen med en hollandsk familie blev moren ved med at tjekke sin telefon. Hun er leder i et større hollandsk forsikringsselskab her i Milano, så jeg antog, det måtte være arbejde, der pressede sig på, og spurgte om hun skulle noget.

“Nej”, svarede hun undskyldende, “det er bare dårlig vane, italienerne arbejder ikke i weekenden”. Hun tilføjede, at det klart var en af de ting, hun håbede at tage med hjem til Holland. Hun oplevede, at hun selv og hendes medarbejdere leverede bedre og mere, når der var blevet holdt rigtig fri i weekenden.

La dolce vita betyder, at søndagsfrokosten er hellig. La famiglia samles enten hjemme eller på restaurant, og man tager sig god tid under, imellem og efter retterne. Typisk en tre timers affære. Der bliver snakket, børnene leger, bedstemor falder måske lidt hen i spisebordsstolen og hunden snuser efter rester under bordet. Det søde liv som jeg ser det.

La dolce vita betyder, at man altid bør vælge den grøntsagsstand på markedet, som har den længste kø. Det er et sikkert tegn på, at man kommer hjem med dagens bedste høst. Kvalitet frem for tid.

La dolce vita betyder, at det er ok at nyde livet. Give sig hen og være her på ægte vis, så længe det varer. Det langsomme liv.

La dolce vita betyder, at jeg kan sidde her ved mit skrivebord og nyde at kigge ud af vinduet, helt uden dårlig samvittighed. Synet af den smukke bygning ved siden af vores, og de gamle træer, der bor imellem. Klart en af de ting, jeg håber at tage med hjem til Danmark.