Month: marts 2016

Comosøen, helt privato

~ migogmilano ~ 1 kommentar
IMG_0663
En af Comosøens mange villaer

Som bekendt er Comosøen vidt berygtet for sin skønhed, selv George Clooney mener, det er stedet at være. Med sin spektakulære, rige, intense og dramatiske natur har Italiens tredje største sø tryllebundet kunstnere og rejsende i århundreder.

Comosøen kan nås fra Milano på en bekvem time, og forsyner byens overklasse med tiltrængt frisk luft og regelmæssig brise i sommermånederne. Når Milanos gader syder af varme og forureningen  hænger gustent i luften og lægger sig som en metallisk hinde på tungen, så lukker skodderne på de bedre matrikler til, og beboerne flytter til Como.

Da vi en søndag drog afsted på dagstur til Como var forventningerne høje. Jeg glædede mig til at se rullende grønne bjerge spejle sig i glimtende azurblåt vand. Indånde sprød bjergluft, dyppe tæerne i vandkanten og lade ungerne løbe frit. Det blev der ikke meget af.

Store områder af søens breder er befæstet med høje murer for at beskytte villa ejerne mod  dvælende, nysgerrige blikke. ”PRIVATO”, står der med blokbogstaver. Der er ikke noget at tage fejl af, og oplevelsen af eksklusion fra, hvad der i min bog burde være et fællesgode, ramte mig som et slag i ansigtet.

Hvis ikke ens Iphone siger det, ville man fra gadehøjde ikke vide, at man står lige foran et helt særligt stykke natur. Man står bare der med ansigtet lige ind i en mur, og ordet “PRIVATO” forekom mig at stå med flammeskrift.

Nu er det ikke fordi jeg ikke har forståelse for, at man ikke gider at blive begloet, når man  har betalt helt vildt mange penge for at få sit helt eget stykke Comosø. Men hvordan og hvorfor nogen nogensinde kunne muliggøre privatisering af naturen i det omfang Comosøen er, det er mig en gåde. Et stort tab.

Forargelsen havde et fast greb i mig den dag. Det må være min danskhed. Vi er så ophøjet velsignet i Danmark, at naturen langt henad vejen betragtes som et fællesgode, som alle bør have adgang til. Friluftsliv har en samfundsværdi, det er noget alle skal have let adgang til, det styrker sundhed og livskvalitet, skaber mere fællesskab og gør os klogere på naturen. Det siger Danmarks første friluftspolitik selv.

Dannebrog vajer over beskyttede moser, enge og heder, frie kystlinjer, masser af naturoplevelser og fredede dyr og planter. Hurra for det. Det var jeg meget stolt af den dag i Como. Tænkte vi danskere kunne lære italienerne en ting eller to på den konto.

Man ved selvfølgelig aldrig, hvad der sker, når en regering på evig jagt efter mere vækst åbner op for byggeri indenfor den 300 meter brede strandbeskyttelseslinje, men lige nu vælger jeg at tro, at alt ånder fred og ro i Danmark. Og at de ansvarlige politikere har tænkt sig rigtig godt om.

Efter noget køren rundt fandt vi en frokost restaurant, hvor vi rent faktisk kunne se Comosøen. Vi fandt også ud af, at der er mulighed for at købe sig til en tur rundt på søen på en lille færge. Vi tog turen på den der færge. Nu var vi der jo, og der var ikke umiddelbart andre muligheder ved hånden.

Det føltes bare ikke rigtig som om man var der. Det var bare ikke sådan helt naturligt.

 

En befolkning af drømmere

~ migogmilano ~ 1 kommentar
IMG_2641
En af byens mange unge enker

For danskere er ordentlighed, punktlighed og effektivitet centrale pejlemærker for, hvordan vi agerer overfor hinanden og for, hvornår vi synes noget er rigtigt eller forkert. Jeg navigerer i hvert fald ud fra alle tre.

Med de værdier i bagagen har jeg som nytilflytter i Italien harceleret over tingenes tilstand flere gange end jeg er stolt over. Jeg har hidset mig op, rystet på hovedet og været generelt undrende.

Min puls var højere end sundt er, da det tog os tre måneder at få en parkeringstilladelse. Indtil den kom med posten, stemplet og sirligt underskrevet, løb vi frem og tilbage til parkeringsautomaten på alle døgnets tidspunkter og modtog adskillelige parkeringsbøder.

Jeg var på randen til hysteri, da deadlines for leveringen af vores køkken skred igen og igen og igen. Flere gange fik jeg at vide, at køkkenet kommer på onsdag, i morgen eller mandag og hver gang troede jeg på det og så frem til endelig at pakke kasserne med køkkengrej ud og lave mad.

Køkkenet kom bare ikke. Der var ikke nogen, der ringede og sagde, det ikke kom, sådan var det bare. Lige indtil den dag, det kom helt uanmeldt, seks uger efter vi var flyttet ind. En velmenende italiensk gift englænder trøstede mig med, at det tog ham intet mindre end ti år at få tinglyst sit skøde på en ejendom i Toscana. Det hjalp ikke.

Jeg var målløs da vi var blevet sat i stævne på rådhuset for at få vores beboelses tilladelse. Mødet havde været planlagt i tre måneder, og rigtig mange dokumenter lige fra dåbsattester til forsikringspapirer var blevet oversat til italiensk og behørigt legaliseret. En stor dag for bureaukratiet.

Aftenen før mødet modtog vi en mail fra vores ellers meget behjælpelige udstationerings bureau i Rom. De ville tage forbehold for, at rådhuset i Milano kunne kræve yderligere dokumentation end den stak, vi havde samlet sammen. Begrundelsen var, at love fortolkes lokalt. For en jurist er det ret rystende. Mødet endte i øvrigt med at blive aflyst uden yderligere forklaring.

En dag under en italiensk time luftede jeg min undren over, hvordan det her land fungerer. Så kiggede min italiensk lærer tålmodigt på og sagde, ”Du må forstå, vi er ikke et særligt praktisk anlagt folk. Vi er drømmere.”

Jeg elsker den betegnelse. Drømmere. Selvfølgelig er de det. Hvem ellers kalder grå, klam tåge for brudeslør? Og hvem ellers kunne finde på at kalde byens drikkefontæner for unge enker (fordi de aldrig holder op med at græde)? Drømmere har over 400 forskellige typer pasta, parkerer bilen, hvor det nu kan lade sig gøre og budgetterer med et par nye sko for hver af årets 12 måneder.

Drømmere har poesi og passion dybt forankret i sproget og kulturen. Drømmeres bevidsthed er rund og svævende, let og flygtig, og jeg er sikker på, at det er drømme, der redder et menneske fra en knækket sjæl.

At være en drømmer står i stor kontrast til, hvad vi navigerer efter i Danmark, og det får mig til at tænke på, hvordan verdenen ville se ud, hvis vi navigerede lidt mere efter vores drømme og lidt mindre efter stadig større effektivitet og endnu bedre bundlinjer. Måske ville vi have lidt mindre ondt i livet, måske børnefamilierne ville føle sig lidt mindre stressede, måske ville nogen af de 440.000 danskere på lykkepiller opleve, de kunne være foruden.

For italienerne går det øjensynligt meget godt. Små dagligdags gøremål kan være forbundet med store udfordringer, og det er vist sikkert at sige, at den italienske stat står i lort op til halsen. Men drømmerne går ufortrødent, overlegent og roligt hver dag i møde.

Vores møde på rådhuset er i øvrigt aldrig blevet til noget, men vi er endnu ikke blevet smidt ud af vores lejlighed. Når jeg har fortalt om vores parkeringsmareridt de første måneder vi boede her, har jeg fået at vide, at vi bare kunne have lagt en seddel i foruden med vores adresse og en notits om, at vi var i gang med at søge parkeringstilladelse.

Og i perioden uden køkken fandt jeg ud af, at jeg bare skulle rulle følgende stjerneargument ud overfor vores udlejer: “Jeg kan jo ikke engang koge pasta til mine børn”. Køkkenet kunne han ikke trylle frem, men samme eftermiddag kom der en ung mand drønende på en scooter med to elektriske kogeblus og en mikrobølgeovn. Det fungerede indtil vores køkken pludselig blev installeret.

Der har hverken været ordentlighed, punktlighed eller effektivitet på spil, da vi pakkede flyttekasserne ud og skulle forsøge at få vores dagligdag til at køre i dette land. Men jeg er i tusindfold blevet bekræftet i, at det er det hele værd, hvis bare vi kan suge lidt af drømmernes mentalitet til os.

 

 

 

 

 

 

 

 

Når det RAW nord møder la dolce vita

~ migogmilano ~ 1 kommentar

IMG_2471

Jeg har en særlig forkærlighed for en lokal far, som jeg ser hver morgen, når han afleverer sine børn ved skolebussen. Som han kommer kørende på sin motorcykel er han udtalt italiensk. Mørkhåret og velklædt, med slipset fast bundet om macho værdier og x-factor. Med sig på motorcyklen har han sine to børn. Den ene sidder foran ham, den anden bagved, nonchalant og – hold nu fast – uden styrthjelm.

De første mange gange jeg var vidne til det her gav det et gib i mig. Frisk pakket ud af flyttekasserne fra Danmark reagerede mit indre kompas prompte. Jeg var chokeret. Børn på motorcykel uden styrthjelm er farligt og ulovligt, og så er det i øvrigt dybt forargeligt. Det sagde min solar plexus mig højt og klart.

Mine danske holdninger har fået en del tæsk her i støvlelandet, også dem jeg ikke helt vidste, jeg havde. Trafiksikkerhed har fået en upper cut, underspillet nordisk skønhed en albue i siden, punktlighed et spark bagi, og sundhed en kæberyster, der næsten har resulteret i et black out.

Med en baggrund i et segment, som holdes i et fast jerngreb af raw food, detox kure, hot yoga og gluten/sukkerfrit alt, er det naturligvis hård kost at omgås mennesker, der drikker en espresso flankeret af en tørkage til morgenmad, nyder en cigaret, får rødvin til frokosten, og hvis basiskost består af is, pasta og pizza. Vi taler sukker, alkohol og hvedemel i stride strømme.

Hvis sundhedsbudskaberne i danske dameblade holder stik, ser man for sig  en befolkning af let oppustede, for tidligt aldrende mennesker med et virkeligt lavt energiniveau. Og som de fleste ved, er det meget langt fra sandheden.

Italienere er seriøst lækre, mænd som kvinder, og ikke bare udenpå. De emmer lækkerhed og x-factor, noget udefinerbart, der får mig til at længes efter at være én af dem. Men de ved ikke hvad stenalderbrød er, og jeg kan bare ikke få det til at gå op.

Jeg har luret på restauranter, cafeer, gader og stræder, og det er altså rigtigt. De spiser hvidt brød, pasta, pizza, og de drikker vin til. Til forret spiser de en moppedreng af en mozzarella klump overhældt med olivenolie, og indtager den sidste olie på tallerkenen suget op af et pænt stykke hvidt brød. Til forret. Og de spiser desserter. Tiramisu, frugttærter, kager, is og panna cotta er skam standard.

I de varme måneder anses is for at være en eftermiddags snack. Jeg har måbet over kvinder, der spiser is på åben gade, som om det var det mest naturlige i verden. Stilletter, knaldrød læbestift, solbriller, en bad-ass-attitude og en vaffelis var bare ikke et rigtigt match i mit univers. En juice fra Joe & the Juice eller en soja latte var mere det, jeg forventede. Jeg kunne ikke gøre andet end at måbe.

OECD siger, at Italienerne har den fjerde højeste levealder i verden. Det er en meget solid placering. Men her er ikke en eneste RAW food cafe at finde, og jeg kan bare ikke få det til at gå op.

Forklaringen vejrer i vinden. Men den må være større og mere kompleks end summen af, hvad den kost egentlig består af. Jeg aner noget med nydelse og stærke fællesskaber, passion og poesi, og en grundlæggende kærlighed til alle livets facetter.

Ellers går det bare ikke op.