Month: februar 2016

På jagt efter Milano – en guide

~ migogmilano ~ 1 kommentar

IMG_2552

Min gode veninde har sagt, at jeg ikke kan blogge om at flytte til Milano uden at dele ud af tips om Milanos herligheder. Det kan der være noget om.

Lad det først være sagt, at jeg elsker Milano. Intet mindre. For mange står Italiens finans- og modecentrum ikke en chance overfor Rom, Firenze, Verona eller Venedig. Lad dem om det, jeg elsker Milano.

Gå aldrig forbi en åben port

Milano praler ikke. Byens bedste sider er ofte gemt bag en simpel facade. Vores læge har sagt det sådan her:

”Rome…..Rome is all about the exterior. If you want to experience Milan, you must search for it”.

Så mit første råd til dig, der vil opleve Milano er: gå aldrig forbi en åben port.

Gårdene og haverne, der putter sig bag et ufascinerende ydre er skjulte perler. Intet mindre. Lad dig bevæge og overraske over byens gårdmiljøer. En enkelt dag om året løfter nogle af byens smukkeste private ejendomme sløret for deres gårdmiljøer. Begivenheden kaldes Cortili Aperti og løber af stablen næste gang den 22. maj fra 10 – 18.

Hvis du ikke lige befinder dig i Milano den 22. maj, så gå på jagt egenhændigt. Du finder flest åbne porte på hverdage, men de lukker, når portneren holder siesta mellem 13 – 15. Nogen porte åbner aldrig bare sådan, så tag i håndtaget på en lukket port, du kan være heldig, at der er ulåst, eller ring på hos portneren (custode) og spørg om du må kigge ind – bare ikke når han holder siesta. Jeg har sjældent fået et nej.

Gå heller aldrig forbi en åben kirke, selvom den ikke ser ud af meget udefra, de fleste er meget, meget smukke. San Maurizio al Monestero på Corso Magenta 13 er et must. Men husk lige manererne. Folk er troende her, der sidder gerne en eller to inde på kirkebækken i stille bøn, så sluk mobilen, tag hatten af, og gem snakken til du er ude igen.

Gå ind på et bibliotek som om du hører til, og mærk historiens vingesus, når et af Leonardi da Vincis originaler ligger åben til frit skue. Det kan du på Biblioteca Ambrosia på Piazza Pio XI. Biblioteca Braidense på Via Brera er også klart et besøg værd.

Tag aldrig metroen, du går glip af for meget. Pak dine bedste sneaks og væv din vej gennem gaderne. Milano er ikke på størrelse med Paris, du kan sagtens komme rundt til fods. Hvis du virkelig er ved at segne, så ta’ sporvognen. Brug app’en ATM til at guide dig igennem, og husk at købe billetten på forhånd, enten ved avisstanden eller nede i metroen. De kan ikke købes ved sporvogns stoppet eller når du stiger om bord. Nej, det gi’r ikke mening, men du er i Italien.

Ta’ en slentretur gemmen Cimiterio Monumentale og oplev en kirkegård, der lige så vel kunne være et museum. Gravstederne er overdådigt ornamenteret, og hovedbygningens længer huser overraskende smukke statuer og mosaikker i overflod. Skyggen og de kølige marmorgulve gør stedet klart anbefalelsesværdigt på en varm sommerdag. Adressen er Piazzale Cimitero Monumentale. Hvis du helt undtagelsesvist tager metroen hedder stoppet Monumentale på den lilla linje, M5.

Snup en udgave af Corriere della Seras tillæg Vivi Milano ved den nærmeste avisstand og orienter dig om aktuelle begivenheder som markeder, teater, musik og udstillinger rundt omkring i byen. Milano bugner af happenings. Tillægget udkommer hver onsdag, men avismanden har typisk ugens udgave liggende, så spørg efter den uanset ugedag.

Hvis dit italienske halter ligesom mit, så brug app’en google translate. Du vil forstå Vivi Milano og avismanden vil forstå dig. Italienerne er ikke snobbede omkring deres sprog. Gi’r du det en ærlig chance og et smil, bliver du mødt med åbne arme

Og husk, search for it. Milano springer ikke op i ansigtet på dig.

Det historiske centrum

Enhver turistguide vil fortælle dig, at det historiske centrum og domkirken er et must. Det gør jeg også. Der er stort set altid pakket, så tag derind tidligt og siv ud i Magenta kvarteret, Brera eller Parco Sempione, når der kommer for mange mennesker.

Il Duomo åbner døren for besøgende kl. 8.00. Hvis du er klædt til varme dage og har bare skuldre, så husk noget at dække dig til med, ellers kommer du ikke ind uden at betale for en kappe i et PVC lignende materiale, som de fleste smider lige i skraldespanden efter endt brug. Verden har affaldsproblemer nok, og så er den ret ubehagelig.

Leonardo da Vincis mesterværk Den Sidste Nadver er også oplagt. Husk at bestille billet hjemmefra, du kommer ikke ind, bare sådan. Der kan være op til tre måneders ventetid. Du får 15 minutter i en mindre gruppe på et udvalgt klokkeslæt, så det er bare om at møde op til tiden.

Shop amok

Hvis du er til shopping, så go for it. Det bliver ikke meget bedre, Milano er hardcore. Shop high street fashion på Corso Vittorio Emmanuele bag domkirken eller ta’ til Montenapoleone kvarteret for luksus i den dyre eller meget dyre ende. Her flyder det med flagship stores og seriøs bling.

Serravalle er et af Europas største outlets, og tilbyder Prada, Missoni, Gucci og Bottega Veneta til chock priser, bare for at nævne nogle få. Det er en lille times kørsel fra Milano, og der går busser frem og tilbage mange gange om dagen fra metro stoppet Cordusio. En returbillet koster 20 EURO. Til gengæld får du 10 procent oveni i outlet prisen ved forevisning af billetten i informationscentret.

Jeg er ikke så meget til det, så jeg kan ikke byde ind med så meget mere. Jeg shopper kun af nødvendighed, og jeg har kun været i Montenapoleone kvarteret da jeg ville købe byens bedste skjorte til min mand i julegave. Men take my word for it alligevel. Milano er hardcore. Vi befinder os li’som i Italiens modecentrum. Derudover har alle mine tilrejsende veninder forsikret mig om det.

Paradis for Foodies

Hvis du er en Foodie, så spis af hjertets lyst. Mulighederne for at svælge i god mad er mange.

Rejs ikke fra Milano uden en frokost på Peck på via Spadari, tæt på Domkriken. Stueetagen udgør en ekstremt lækker og lidt for dyr delikatessen, restauranten finder du op ad vindeltrappen ved indgangen. Der er ikke noget skilt, bare gå op. Vær der 12.45, hvis du vil være sikker på at få bord.

Peck byder på byens bedste Vitello Tonnato og top professionel betjening. Ingen CBS studerende her. At være tjener er en stolt profession. På Pecks er jeg blevet nægtet et glas rødvin til en ricotta spinat ravioli. Tjeneren kunne simpelthen ikke få det over sig at servere en vin, der ikke stemte i med den ret, jeg havde bestilt. Jeg fik i stedet et glas udvalgt hvid med lovning om et glas let rød, hvis jeg ikke kunne li’ det. Det ku’ jeg godt.

Når du træder ind på La Latteria di San Marco er det som at træde tilbage i tiden. Maden er rustik traditionel italiensk og af sublim kvalitet. Menuen skifter dagligt og maden er tilberedt med nærvær og kærlighed til råvarer, som ejeren og kokken selv dyrker. Det er en skrabet setting, uden dikkedarer og der er kun plads til ca. 20 spisende gæster. Man kan ikke bestille bord, men hvis du kommer kl. 12.30 burde du kunne få den første seating. Meget anbefalelsesværdigt. Via San Marco 24.

Jeg har spist allerflest frokoster på Fioraio Bianchi, en café på kanten af Brera. Ejeren er fransk og taler italiensk, engelsk og sit modersmål i en stor pærevælling, stemningen er ikke til at slå. Vælg salaten med kæmperejer og lun blæksprutte (insalatina croccante con gamberoni e polipo tiepidi) efterfulgt af en monte bianco del Fioraio, kastanjepuré toppet med den helt rigtige mængde marengs og flødeskum.

Pisacco på Via Solferino i Brera kvarteret tilbyder meget veltilberedte småretter og hipster atmosfære. Det er et moderne køkken med fokus på det grønne, og de kan bryste sig af Bib Gourmand-prædikatet i Michelin guiden, som gives til gode restauranter, der ikke får kreditkortet til at slå gnister.

Hvis du skal gi’ den gas, så prøv tasting menuen på Contraste på Via Meda i Niviglo kvarteret. En lækker totaloplevelse, og dyrere end gennemsnittet, men intet i forhold til Københavner priser. Har været der en lørdag aften med min mand efter at have ventet tre uger på et bord, så husk reservere i god tid.

”Il maitre” hedder Thomas Piras og er meget interesseret i ny nordisk mad, så i løbet aftenen kom han hen til vores bord for at sludre lidt om Danmark og New Nordic. Vi kunne mest om Danmark og mindre om New Nordic. Han har planlagt studie tur til København til sommer, og har allerede booket bord bord på Geranium.

Shop delikatesser en masse. Det kan du hos Chiu på Vincenzi Monti. Her møder du ovenud professionelt personale, og et top udvalg af vin, oste og charcuterier – lige til en picnic i parken eller på hotelværelset efter en lang dag på benene.

Hos Eataly på Piazza XXV Aprile, 10 finder du 4 etager af det bedste Italien har at byde på og i stueetagen efter kasserne står DHL klar til at pakke det hele forsvarligt ind og sende hjem til Danmark for dig. Super smart, hvis du er kommet til byen med en carry on på et af lavpris selskaberne eller ikke gider slæbe på det selv. Du kan gøre brug af deres webshop hjemmefra, men det er noget sjovere at stå med varerne i hånden.

Du er på egen hånd i Mercato Communale på Piazza Wagner. Som navnet antyder, er der tale om markedslignende stande, og du skal vide hvad du vil have, særligt når der er travlt. Klart et besøg værd. Håndlavede ravioli, byens bedste oste og frugt og grønt så klare i farverne, at de synes at afgive lys.

Natteliv og indkvartering

Nattelivet skulle syde her, men det kan jeg ikke tale med om. Jeg er næsten kun ude om aftenen, hvis jeg spiser pizza eller is sammen med mine børn.

Og jeg ved ikke hvor du skal bo. Bare husk, Milano er ikke så stor, så du behøver ikke smide penge efter et hotel i det absolutte centrum. Der sker alligevel ikke så meget, når forretningerne lukker.

Et par dage før du tager afsted skal du komme i stemning ved at sætte dig i sofaen og se eller gense Io sono l’amore (Jeg er kærlighed). Italiensk film i topklasse med masser af skud fra Milano, som har drevet mig op og ned ad Corso Magenta adskillelige gange. Håber, den gør det samme for dig.

God fornøjelse!!

Alle fotos er egne skud fra vandreture i byen

Om at lære at stå på ski i en moden alder

~ migogmilano ~ 4 kommentarer

En tidlig onsdag morgen for nogle uger siden stod min livsledsager Thomas og jeg i køkkenet og vendte den kommende weekends planer, mens vores piger sad med uglet hår over morgenbordet. Jeg hældte til en søndagsfrokost i Portofino, Thomas mente, at Genova måske har lidt mere at byde på. ”Nej, jeg vil ikke til Middelhavet, jeg vil til bjergene og stå på ski”, udbrød vores yngste datter mellem to skefulde cornflakes.

Af den bemærkning kan der i hvert fald udledes to pointer. Den første er, at vi rejser meget, og tager Italien til os, det bedste vi har lært. Den anden er, at vi har en seksårig, der mener at have lige lovlig meget indflydelse på familiens beslutninger. Den slags skal man passe på med, så jeg ignorerer stort set altid barnets påfund og holder på mit. Bare sådan for princippets skyld.

Thomas holder ikke på principper for princippets skyld. Han er go-with-the-flow typen, og den onsdag morgen mente han, at vores datter havde en pointe. Det er jo ski sæson, og vi kan altid tage til Portofino eller Genova i foråret, ræsonnerede han. Han kom i tanker om en bekendt, der beretter om fede skisteder indenfor 2 timers kørsel fra Milano. Hertil kommer top hyggelig indkvartering og skønne restauranter. Det sank i maven på mig. Thomas er i flow. Jeg kender blikket i hans øjne til bevidstløshed, der er ikke noget at gøre nu. Løbet er kørt, jeg ved, vi kommer til at stå på ski.

Første gang var for 5 år siden i Italien, Livigno, og det var ikke eget valg. Hele familien var inviteret på skiferie i anledning af farfars 70 års fødselsdag, og det siger man jo li’som ikke nej til. Vi lånte os til det meste udstyr, og satte kurs mod Livignos bjergskråninger.

På en skitur finder den første i en lang række af ubehageligheder altid sted i skishoppen, hvor en typisk ung og halvlækker fyr højlydt spørger til, hvor meget man vejer. Så kommer udstyret. Ubegribeligt meget tøj, støvlerne, der gør skide ondt, hjelmen, skibriller, stave. Kun en astronaut har mere gear, men deroppe i rummet er man i det mindste vægtløs. På en snebeklædt bjergskråning i 2.800 meters højde er man bare tung og hæmmet.

I Livigno får jeg en skiinstruktør. Han hedder Gigi, en sølvræv af en italiener med lidt for stramme hvide skibukser på. Jeg skynder mig at fortælle ham, at jeg altså aldrig nogensinde i mit liv før har stået på ski. ”Oh, so you’re a virgin!”, udbryder Gigi. Det siger han med et skævt smil og fuld øjenkontakt. Det er da en icebreaker, der vil noget. Respekt for den, Gigi.

Jeg skal starte på babybakken og er ved at falde oveni en treårig på rullebåndet. Heldigvis står Gigi bagved, og jeg mærker et fast tag i min overarm, der afværger de værste katastrofer. På toppen af bakken (hvis man kan kalde baby bakken det) viser han mig ploven. Skiene skal formes som et stykke pizza, jeg skal trykke til med indersiden fødderne, så kan jeg styre farten på vej ned ad en bakke. Så sætter jeg lige så stille i gang.

Jeg kan ikke tage øjnene fra skiene. Jeg ser på dem i mistro, mens de langsomt glider henover sneen. ”Look up, you might see beautiful Italian men”, siger Gigi. Efter en uge i Gigi’s hænder var jeg i stand til at stå i plov ned ad en blå bakke. ”I can smell a parallel turn right around the next corner”, rapporterede han til Thomas den sidste dag i Livigno, sådan man-to-man, som man nu gør i Italien.

Siden har jeg været overtalt til at tage på ski i Avoriaz. ”Ungerne får det genialt”, sagde Thomas. Det gjorde de. Vores piger kom i skiskole sammen med deres jævnaldrende kusiner og var lykkelige. Frygtløse og rødkindede styrede de sikkert ned ad løjperne, hoppede på de små bakker og standsede brat, når de fik besked på det. De var stolte, spiste masser af chokolade og sov som sten om natten.

Jeg væltede rundt. Faldt utællelige gange, og havde meget svært ved at komme op igen på egen hånd. Jeg var årsag til, at liftsystemet måtte stoppe indtil flere gange den uge, fordi min ski på en eller anden måde altid kom i karambolage med liftstolen sekundet før jeg skulle af.

Fra Milano har vi været på skiweekender i Aosta dalen. Gigi’s anelser om min snarlige parallel vending holdt ikke stik. Min modne alder kombineret med en udpræget højdeskræk betyder, at jeg aldrig kommer til at stå ordentligt på ski. Hele scenariet gør mig bare virkelig utilpas. Og jo, jeg har virkelig prøvet.

Nu er vi på vinterferie i Canazei, og har klikket skiene på igen. Mit tøj stinker. Ikke så meget af den slags sved, der kommer af fysisk udfoldelse. Det er angstens sved, der lugter værst. Jeg glæder mig over, at mine børn ikke kommer til at stå i samme situation som mig. Jeg glæder mig over min families skipræstationer, og jeg glæder jeg mig til vi skal hjem til Milano. Jeg glæder mig også til den søndagsfrokost i Portofino.

 

IMG_2403
La Thuile

En orm i salaten

~ migogmilano ~ 4 kommentarer

På International School of Milan får eleverne serveret en gedigen tre retters menu til frokost hver dag. De får en forret bestående af en pastaret eller risotto, en hovedret udgjort af en proteinkilde og grøntsager, og så runder de små poder af med en dessert.

Den ugentlige frokostmenu offentliggøres om fredagen ugen før, og er genstand for nogen hype, særligt fra elevernes mødre. Den bliver drøftet indgående på klassens WhatsApp chat, og sammenholdt minutiøst med børnenes beretninger om dagens servering.

En dag, hvor køkkenet var underbemandet brændte risottoen på, og en stor del af børnene fik kun deres hovedret flankeret af et stykke brød, og deres dessert, selvfølgelig. ”Alessandro har fortalt, at han kun fik sin hovedret i dag. Kan andre bekræfte det?”, tikkede det ind på min telefon sidst på eftermiddagen. Indenfor 10 minutter havde 12 mødre svaret. ”Confermo”, lød det. 12 gange.

I går fandt min datters klassekammerat Vittorio en levende orm i sin salat. Vittorio’s mor røg gennem loftet, og kommunikerede budskabet til samtlige forældre i årgangen. Stemningen på WhatsApp chatten var mildest talt overophedet, og det samme blev min telefon. 48 beskeder senere var forargelsen endelig forløst, og en handlingskraftig person tilbød at forestå en meget bestemt mail til skolens ledelse for at fremtidssikre børnenes salat mod levende orme.

Det er situationer som disse, der altid efterlader mig totalt paf her. Som om jeg er landet fra månen uden en jordisk chance for at begribe det værdisæt, man navigerer efter. Jeg fatter det bare ikke. Mine børn får serveret tre retter friskt tilberedt, varieret mad hver dag i skolen. Og selv den værste skolefrokost her kan kun være bedre end de relativt ensidige madpakker, jeg kunne præstere hjemme i Hørsholm. Hvordan kan man knalde ud over menneskelige fejl i kantinen, når enhver kan sige sig selv, at den slags sker? Er det mig, der savner ordentlig madkultur?

Jeg fantaserer om at skrive sarkastiske svar på WhatsApp chatten. ”Confermo, LOSERS!!”, eller ”Nu er Alessandro  jo også lidt tyk, så mon ikke det går….”. I går havde jeg dem her parate: ”Gid min datter havde fået den orm. Hun er jo vegetar, og har godt af lidt ekstra protein”, eller ”Ej, hvor er det bare godt! Så ved jeg, salaten er frisk”. Beskederne forblev i min fantasi, men hvor ville jeg elske at trykke på send. Til gengæld ville jeg nok ikke blive inviteret til flere Aperitifs for Moms. Som i øvrigt også efterlader mig totalt paf, men det er et andet indlæg.

Jeg har tit taget mig selv i at tænke om mødrene ikke har noget bedre at tage sig til, eller om de bare har for meget tid på hænderne. Så minder jeg mig selv om, at de aldrig har stået og smurt madpakker kl. 5.45 en vintermorgen i Danmark. Dag efter dag, år efter år. Og så minder jeg mig selv om, at jeg i princippet ikke har andet at tage mig til end at holde et vågent øje på mine børns ve og vel, så hvorfor ikke gå op i den frokost? Jeg er nu også en af dem med meget tid på hænderne.

Faktisk har jeg fra kl. 7.45 til kl. 16.15 fem dage om ugen i mit eget selskab. Der er ofte nogen hjemmefra, der spørger til, hvad jeg får tiden til at gå med. Så er det sagens alvor rammer mig. Det er ikke enhver forundt at have den slags tid på hænderne, så det er bare om at forvalte den ordentligt. Pludselig begynder jeg at tænke på kogekurser, seriøs fitness, mere italiensk undervisning, et online kursus i projektledelse (ja, prince2 kunne være oplagt), og en meget tiltrængt reorganisering af køkkenet. Hvordan skulle jeg ellers retfærdiggøre al den tid? Og så bliver det hele lidt patetisk og så tager jeg mig sammen og smider to-do listerne ud.

Jeg får klaret de jævne dagligdags gøremål. Usete, almindelige handlinger, der alligevel fylder meget i et liv. Derefter læser jeg lidt i en bog og kigger ud af vinduet. Når jeg har gjort det, tager jeg sneaksne på og går en lang tur gennem byen. Jeg tager musik i ørerne og væver min vej igennem Milanos fintmaskede gader flere timer ad gangen. Absorberer byens stemninger, tager en pause på en cafe, og får en mere end almindelig god Cappuccino. Og stemmerne i mit hoved, der i Danmark så sikkert som amen i kirken ville have fortalt mig, at det bare ikke er godt nok, har jeg besluttet at lade blive hjemme. De bor ikke her.

 

Milano indhyllet i brudeslør

~ migogmilano ~ 7 kommentarer

”……Der er nogen, der har kaldt det CV samfundet. Man ender med at stå mutters alene med forestillingen om, at man skaber sig selv. Det er en enorm stressfaktor. Det er som om et gyldigt liv er et liv, hvor man skal gøre en forskel. Der ligger en dis respekt for et jævnt, muntert og virksomt liv på jord. Den ukendte, der bare står til ansvar overfor den opgave livet er, og for den kærlighed, man skal modtage og give…….”

Ordene er Jakob Kvists. De indgår som en del af en længere samtale med Martin Kongstad i et afsnit af Bearnaise er dyrenes konge, min ynglings podcast fra Radio24syv. Når jeg lukker døren bag Thomas og pigerne om morgenen, og stilheden falder over hjemmet, hører jeg podcasts.

De udgør lidt åndelig føde imens jeg drikker kaffe, rydder op efter morgenmaden, samler pyjamaser op fra gulvet og reder senge. Jævne, uinteressante gøremål, jeg udfører dagligt alt imens jeg er bevidst om, at hullet på mit CV vokser. Jakob Kvists ord faldt mens jeg stod og strøg en af Thomas’ skjorter, og de gav vibrationer af sandhed og visdom lige midt i solar plexus. Jeg labbede det i mig.

Den formiddag lå der en tæt tåge om Milano. I Danmark ville man sige, det var gråvejr og tåget, men som alt andet i dette land får også tåge en knivspids poesi med på vejen. Her siger man, at byen er indhyllet i brudeslør. Det er en tæt tåge, hvorigennem konturerne af bygningerne overfor kun anes, og som aftvinger byens lyde et blødt og dæmpet udtryk, som var de pakket ind i vat. Sådan en dag er det svært at lade Jakob Kvists ord gå ind ad det ene øre og ud af det andet, som om det manglende udsyn tvinger til at skue indad.

Det med CV samfundet ramte et ømt punkt, så modvægten i Jakob Kvists argumentation om behovet for respekt for et jævnt, virksomt liv på jord faldt på et tørt sted, men jeg kan ikke komme udenom, at der er er dage, hvor jeg gruer for hullet på mit CV.

Det har nemlig stået snorlige siden den dag, jeg opnåede min kandidatgrad i jura og marcherede direkte ind i Fødevareministeriet som yngste fuldmægtig. Jeg gik fra den ene spændende stilling til den anden, den sidste var i Naturstyrelsen, hvor jeg som projektleder var ved at knække halsen på at få strikket Danmarks første havstrategi sammen. Rettidigt, vel at mærke.

CV’et og jeg traskede afsted på livets vej, og vi har stået sammen gennem tykt og tyndt. Selv da min mands mange forretningsrejser begyndte at tage et omfang, der efterlod mig alene mor en stor del af årets dage. Selv da jeg mistede begge mine forældre inden for et år. Mit CV havde ikke et eneste hul, og det var krydret med kompetencegivende og målrettet efteruddannelse. Jeg løb meget, meget stærkt.

Lige indtil jeg fik nok for snart to år siden. Nok af at løbe hurtigere end mine ben kunne bære mig. Jeg løb fra opgave til opgave, den ene større og mere ressourcekrævende end den anden. Jeg løb fra kontoret til børnehave og skole og tilbage igen. Jeg løb, når jeg landede efter en arbejdsdag i Bruxelles lidt senere end jeg kunne være bekendt at lade farmor og farfar passe mine to små piger. Jeg løb fra madpakker til bilen. Til forældrearrangementer i skole og børnehave, til printeren, til Netto og Irma, og kom altid  lige netop ind over målstregen fredag eftermiddag.

Jeg løb så hurtigt, at jeg ikke kunne mærke meget til sidst. Jeg var en omvandrende urne uden evne til at reagere på basale behov som søvn, og jeg var ligeglad med, hvad jeg spiste for jeg kunne alligevel ikke finde ud af om det smagte godt eller ej.

Der er lange perioder i de år, hvor jeg ikke havde evne til at være nærværende overfor mine børn. Jeg nåede til et punkt, hvor løberiet var så skræmmende, at scenariet, hvor jeg skulle sige op, var mindre skræmmende. Og som med så meget andet i livet, var det først da den ene ubehagelighed overgik den anden, at jeg fik mod til at se min chef i øjnene og sige stop.

Jeg er heldig, at min arbejdsomme mand tjener penge nok til at dække hele familiens behov. Jeg vil gå så langt som at sige, at valget om at stoppe løberiet reddede mit liv, for et liv uden at kunne mærke noget særligt er ikke et liv.

Man skal kunne modtage og give kærlighed, lade sig bevæge af kunst og skønhed, og man skal sgu’ kunne smage vidunderlig mad. Man skal kunne mærke livet bruse igennem hver en celle af sit væsen. Huller på CV’et eller ej.

I mellemtiden er jeg blevet en del af en expat pakke i Milano, og jeg føler, at jeg har helle. Jeg går hjemme, passer min familie og mig selv, og udfører livets almindelige opgave. Og så må jeg se, hvordan jeg håndterer det der CV samfund, når jeg kommer hjem igen.

IMG_2313
Når sløret falder hen på eftermiddagen